Gå til hovedindhold

Skal vi eksportere vores råstoffer?



Kandidat for Moderaterne Uffe Bie

DEBAT - Der er få ting, vi tager så meget for givet som sand og grus. Det er i vores veje, vores huse, vores broer og vores fortove. Hver gang der skal bygges en ny motorvej, et boligområde eller en cykelsti, stiger forbruget – og det gør presset på naturen også.

Af Uffe Bie 
Moderaterne Horsens

Vi vil ikke holde i kø på motorvejen. Vi vil have sikre cykelstier og nye boliger. Men i jagten på udvikling må vi ikke miste overblikket over, hvad det koster os – ikke bare i kroner og ører, men i natur, kulturarv og råstofressourcer.

Spørgsmålet er ikke, om Danmark skal være selvforsynende. Spørgsmålet er snarere, om vi virkelig skal fortsætte med at eksportere vores råstoffer, mens vi samtidig tømmer vores egne grusgrave og ødelægger naturværdier. I Sønder Vissing Bjerge står det meget konkret: et område med kulturhistoriske værdier, som Dronning Toves Rige, har nu en grusgrav som nærmeste nabo. Er det virkelig den arv, vi vil give videre?

Cirkulær økonomi skal tænkes ind alle steder – i byggeriet, i infrastrukturen og i vores måde at planlægge udvikling på. Det er god, moderat politik: Vi skal bruge det, vi allerede har, smartere og mere bæredygtigt. Det handler ikke kun om penge, men om at reducere CO₂-forbruget og bevare vores begrænsede ressourcer.

Rent drikkevand tager vi for givet – men kan vi det i fremtiden? Vores vandmiljø er under pres, og her er Horsens Fjord et af de mest tydelige eksempler. Fjorden har brug for handling, ikke hensigtserklæringer. Det er helt afgørende, at de rigtige arealer tages ud af drift, så vi reelt reducere kvælstofudledningen, forbedrer vandkvaliteten og styrker biodiversiteten. Den grønne trepart spiller en nøglerolle i det arbejde – med fokus på natur, CO₂-reduktion og kvælstofudledning. Her kan økologisk produktion og lokalt engagement bruges langt mere aktivt, end det sker i dag.

Vi kan godt skabe udvikling – uden at grave os fattige.

Hvis vi tænker bæredygtighed, genbrug og naturhensyn ind alle steder, kan vi både bevare vores ressourcer og bygge fremtidens Danmark på et solidt og ansvarligt fundament.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer

Mest læste artikler