Får de overhovedet hinanden?
Anmelder Emilie Kildall med bogen. Forfatter L. Sherman er et pseudonym for Ulrika Louisa Bjerregaard, som siden 2018 har været en toneangivende stemme på den danske romance-scene.
BOGANMELDELSE - Andet fritstående bind i Clairmont College-serien, som er skrevet af danske L. Sherman, er fyldt med drama, intriger, magt og forbudt kærlighed. Kom med ind på en amerikansk college-miljø, hvor kærligheden ikke er ligetil og facaden betyder alt.
Af Emilie Kildall
Valentina Di Maggio var Clairmont Colleges ukronede dronning og præsident for universitets søsterskab. Det er hun ikke mere efter en skandale om de uofficielle optagelsesprøver. Hun er endda også gravid, men ikke med den mand hun er bestemt til at skulle giftes med, men med hendes bedste ven, Asher. Han er den eneste mand, hun nogensinde har elsket.
Asher Hamilton er loyal og vil gøre alt for dem han elsker. Han er bare i tvivl om Valentina nogensinde har elsket ham eller om hun gifter sig med ham af kærlighed eller pligt. Valentina er datter af Østkystens største mafiaboss, som mener, at lige børn leger bedst. Så kan de overhovedet finde sammen, når omverdenen er imod og ansigtet udadtil betyder alt?
Kærlighed og erotik fra begyndelsen
Som i mange andre af L. Shermans romaner er kærlighed og erotik et stort omdrejningspunkt, og hun begynder stærkt. Romanens kapitel to starter med den nat, som gjorde Valentina gravid og Sherman lægger ikke fingre imellem. Hvis man som jeg er til dette, er det en skøn start på historien.
Dynamikken mellem Valentina og Asher er i og for sig god og det er flot skrevet, men det bliver for langtrukken efter min smag. Der er mange andre elementer, som jeg gerne ville have fuldt mere, som for eksempel Valentinas far, hans virke og den måde han har påvirket hende på.
Stærke kvinder
Sherman skriver som altid super, og især hendes kvindelige karakterer er de stærke i denne historie. Valentina er sat af tronen, ydmyget og ikke planlagt gravid, men hun kæmper. Hun kæmper for sig selv, sit barn og sin fremtid. Hun finder vej til det hun vil og har også to yderligere seje kvinder ved sin side. Desværre kæmper hun ikke vanvittig meget for Asher.
Selvom kærlighed kan være svært, har jeg problemer med at se, at det kan være så svært at fortælle, hvad man føler. Så er der selvfølgelig ikke meget historiefortælling, det ved jeg, men det her ”finder de sammen eller ej” bliver lidt trættende igennem de 364 sider.
At være menneske
Som jeg læser romanen, handler den i bund og grund om det at være menneske. At alle, ligegyldigt hvilket samfundslag de kommer fra, har deres udfordringer. Jeg tror mange ville kunne spejle sig i en eller flere fra persongalleriet. Det er svært at være til, det er svært at fortælle, hvad man føler og det er nemt at komme i dårligt selskab.
Sherman får især én udfordring med, hvilket jeg er stor fan af, og det er dysleksi, altså ordblindhed. Fortællingen om, når man ikke får den støtte eller de rette hjælpemidler, kan være ødelæggende for et menneske.
Jeg synes, at…
… historien i og for sig er rigtig god, men jeg kan ikke abstrahere fra, at vores par ikke fortæller hinanden, hvordan de har det. Plottet er simpelt, og der er også elementer fra en kriminel verden. Disse elementer lever ikke op til mine forventninger i forhold til, hvordan de udspiller sig i bog nummer et, men de er stadig et fedt twist.
Historien har skønne karakterer, stærke kvinder og sproget er ligetil, dog mangler jeg noget. Derfor giver jeg bogen 4 ud af 5 stjerner, for jeg var godt underholdt igennem det meste af historien.