Gå til hovedindhold

Familien Hansen er tilbage!



Boganmelder Emilie Kildall

Pernille Redder har siden januar 2024 udgivet de 3 første bøger i Uden Skam serien. På billedet ses anmelder Emilie Kildall med bogen, som er udgivet af forlaget Falco.

BOGANMELDELSE - Tredje bind i Uden Skam serien ‘Dueslaget’ handler om familien Hansen i 1920’erne. En forbryderisk familie, som burde være det pure opspind, men tværtimod! Et bordel, vold, ægteskab og forsterfordrivelse er bare nogle få emner, som udfoldes i denne flotte 3’er (som kan læses uafhængigt af de andre).

Af Emilie Kildall

I slutningen af 1920’erne finder vi storebror Martin Hansen, som forfølger endnu en drøm og igen en, som ikke er lovlig. Han vil skabe Københavns største og bedste bordel (dueslag). Selvom Martin er en gift mand, møder han den halvt så gamle og smukke Gerda, som fejer benene væk under ham. Men Martin er en ilter mand og Gerda er ung, så planen om både dueslaget og det gode familieliv smuldrer og Martin viser nye og endnu mere grufulde sider af sig selv.

Kan det virkelig være rigtigt?

Som læser er man igennem hele følelsesregisteret; spænding, glæde, vrede, tristhed, forfærdelse og meget mere. Det er som altid godt skrevet af Redder. Det faktum, at historien har rødder i virkeligheden, gør det hele endnu bedre. Martin og Gerda er Jim Lyngvilds oldefar og oldemor. Bagerst i bogen finder man endda billeder og rets dokumenter, som underbygger historien. Jeg sidder tilbage med en følelse af wow, forargelse og en historie som vil sidde i mig længe efter jeg har vendt den sidste side.

Fantastisk billede af tiden

Ligesom de to første bøger i serien, glemte jeg, at jeg læste! Jeg så billeder for mit indre blik og kunne igen se Københavns 1920’ere i fuldt flor. Dog er familien Hansen ikke i fuldt flot, men en smule amputeret. Vi hører stadig fra lillesøster Angelica, far Julius, samt den ihærdige betjent Rantzau, hvis mål er at få Martin under lås og slå igen.

Når man bliver fanget af romanen (og det gør man), så er det ligesom at læse en rigtig god tv-serie, som i denne bog strækker sig over år 1924 - 1933. Vi får drama, intriger, kærlighed og scenerne skifter så ubesværet, at det er en fryd at læse.

Av min arm!

Denne bog ramte mig på en helt anden måde end de forrige i serien. Den er mere barsk og grusom end de andre romaner. Hvor jeg før i tiden har holdt med Martin, er jeg nu så vred og forarget over ham. Karakterudviklingen, ikke bare på ham, men på alle karakterer, er eminent. Det er dog fedt at få en slags “hovedperson” som holdepunkt i denne historie. Det vildeste er jo, at det hele bygger på rigtige menneskers historier. Jeg er blæst bagover! Redder formår endnu en gang at fortælle historien om Jim Lyngvilds familie på en helt fantastisk og indlevende måde.

Kan det overhovedet blive bedre?

Jo mere jeg læser, jo gladere bliver jeg for Redders historie om den kriminelle og fuldstændig skamløse familien Hansen. Hvis du som jeg er til tidsbilleder såsom Downton Abby blandet med en god omgang tæsk fra Peaky Blinders, så er denne noget for dig! ‘Dueslaget’ er indtil videre den bedste i serien, og jeg kan derfor ikke andet end at give den 6 stjerner ud af 6 mulige.

Redder har kort sagt gjort det igen, og jeg glæder mig meget til næste bind i serien udkommer.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer