Gå til hovedindhold

Lokale FDFere viste fællesskabet frem for Andreas Boesen



Andreas Boesen - Foto Augusta Wikborg

Foto Augusta Wikborg

SILKEBORG - Børn, unge og voksne FDFere viste, hvor vigtigt det lokale foreningsliv er, da Andreas Boesen, 2. viceborgmester i Horsens Kommune, besøgte FDF Landslejr 2026 ved Himmelbjerget.

Af FDF. Foto Augusta Wikborg

En glad flok børn, unge og voksne fra Horsens Kommune er i disse dage samlet på FDFs landslejr sammen med 8.000 andre FDFere fra hele landet.

Fredag den 10. juli besøgte Andreas Boesen, 2. viceborgmester i Horsens, landslejren for at opleve lejrlivet og møde de børn, unge og frivillige voksne fra kommunen, som deltager på lejren. Besøget gav mulighed for at opleve den del af foreningslivet, som normalt foregår langt fra rådhussale og udvalgsmøder – nemlig dér, hvor fællesskaberne bliver skabt.

- Det er så dejligt at opleve en landslejr. Jeg er imponeret over det kæmpe arbejde, de frivillige lægger i at lave sådan en lejr. Og over idérigdommen og virkekraften, når man bygger et helt lokalsamfund op midt i skoven. Jeg er glad for at kunne komme og vise min anerkendelse for det store frivillige engagement. Vi kan ikke takke de frivillige nok for deres indsats for at give børn og unge en meningsfuld fritid, siger Andreas Boesen.

Stærke lokale fællesskaber

På landslejren bor deltagerne tæt på de andre kredse fra deres lokalområde. Her laver de mad i det fri, bygger lejr og skaber oplevelser side om side. For mange af børnene er landslejren et højdepunkt, men fundamentet er de lokale aktiviteter og relationer, som bygges op gennem hele året i FDF-kredsene.

Det var FDFerne fra FDF Torsted, der var værter under besøget, og de var glade for at tage imod Andreas Boesen på landslejren – og for at vise deres lokale FDF-fællesskab frem fra sin bedste side.

Efter nogle timer med høj sol, storslået lejrstemning og bålrøg i luften kunne Andreas Boesen ønske FDFerne god fornøjelse med resten af lejren, der varer frem til fredag den 17. juli.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Juelsminde Havnefest 2026".
Juelsminde Havnefest 2026

Reklamer

Mest læste artikler