
VOERLADEGÅRD - Onsdag havde Voerladegaard IF inviteret alle børn fra byens skole og børneinstitution til fodboldsjov på stadion – og omkring 120 mødte op.
Af Per Bonde. Foto Arendina Post de Jong
Nina tog imod og forklarede, at formålet med arrangementet var at hverve flere børn til at spille fodbold i VIF. Ideen kom fra Kasper, og vi andre var straks med på den og kom med input, så vi ret hurtigt havde en køreplan for arrangementet, fortalte Nina.
Alle børn og forældre inviteret
Heldigvis tog både skolen og børnehaven imod ideen, og var med til at gøre det hele muligt. Det betød, at vi kunne orientere forældrene om, at børnene denne onsdag sammen ville gå fra skole/børnehave til sportspladsen, når undervisningen sluttede kl. 14, og som I kan se, bliver der virkelig bakket op – jeg tror faktisk, alle børn er med, siger Kasper, de er alle sammen i gang på de forskellige stationer.
Der er mulighed for at spille tremandsfodbold i to oppustelige baner, vi har fodboldgolf, fodboldbowling, fodbolddart, du kan få målt, hvor hårdt du sparker til en bold, og der er to forskellige fodbold forhindringsbaner, forklarer Kasper.
Hvert barn har fået en hænger om halsen, hvor de får et kryds for hver disciplin, de har deltaget i. Der bliver gået til den ved alle stationer, og der er højlydt jubel, når tingene lykkes – ikke bare af den det lykkes for, men også af alle dem der er ved samme station. Det er virkelig imponerende at se det sammenhold, der vises på tværs af aldre, klasser og færdigheder. Her kender alle hinanden, og alle bakker alle op.

Elever hjælper elever
Ved de fleste stationer var det elever, der spiller fodbold i VIF, der stod for at instruere og holde styr på deltagerne. Den opgave blev der virkelig lagt kræfter i. Ved fodboldgolf var det Sebastian og William, der gav gode råd og vejledning – og nogle gange hjalp de mindste med at dirigere bolden i hul.
Ved fodboldbowling var det Konrad, Jack og Nihad der havde ansvaret for afviklingen. Det gjorde de med hård hånd. Alt forløb som det skulle, men der blev også tid til selv at prøve, og her viste Konrad, at han havde lært en masse ved at se andre forsøge sig. Konrad væltede som den første alle kegler – flot.
Rundt ved de andre stationer var engagementet lige så stort. Alle – selv det mindste børnehavebarn – gik på med krum hals, og mest overraskende var der ingen sure miner. Alle ventede pænt på deres tur, og selv om der var forskel på evnerne, var glæden lige stor for alle børn.

Ikke sidste gang
De voksne arrangører var særdeles glade for det, de havde sat i gang. Det er helt sikkert ikke sidste gang, vi gør det her, siger bestyrelsesmedlem Louise. Børnene har det fantastisk, og når forældrene kommer for at hente, får de også lov at forsøge sig, så alle får mærket glæden ved at sparke til en bold.
Katrine der er instruktør i indendørsaktiviteterne Step og Badminton tilføjer, at den her ide, kan vi også bruge til det, der foregår indendørs. Vi har allerede et pænt medlemstal i Voerladegaard IF, men vi kan sagtens finde plads til flere, og på den måde vil vi få et endnu stærkere sammenhold her i Voerladegaard.
