DEBAT - De kystnære havbrug bør stadig forbydes. Jeg har sagt det før: Jeg er konservativ, og derfor står jeg på naturens og den sunde fornufts side. Havbrugene er i dag et unødigt kvælertag på vores i forvejen hårdt ramte Horsens Fjord.
Af Anders Krojgaard Lund
Byrådsmedlem og spidskandidat, Det Konservative Folkeparti
Hele fem ud af landets 19 havbrug ligger tæt ved Horsens Fjord og As Vig. Det er ikke bare et stort problem, det er åbenbart også et ukontrolleret problem, som myndighederne ikke har taget seriøst. Rigsrevisionen har nemlig fældet en historisk hård dom over myndighedernes forvaltning.
Rapporten afslører, at ingen af havbrugene har styr på tilladelserne. De drives videre på forældede miljøkrav fra 1990’erne, fordi Miljøstyrelsen har ladet sagsbehandlingen slæbe sig afsted i op til 11 år!
Endnu værre er kontrollen: Fra 2018 til 2025 konstaterede man 342 overtrædelser hos havbrugene. Over halvdelen var gentagelser, men myndighederne greb kun ind 30 gange. Forrykt.
Hvis enhver anden erhvervsdrivende opførte sig sådan på land, var forretningen blevet lukket med det samme. Lighed for loven og almindelig ordentlighed kræver, at regler og kontrol gælder for alle – også for havbrug.
Derfor skal der lyde en stor og oprigtig tak til de mange lokale kræfter – herunder Marianne Seeberg og de over 2.000 borgere i gruppen mod havbrug i As Vig – som stædigt har råbt op, lavet protestkæder langs stranden fra Pøt til Kirkholm og nægtet at give op. Rigsrevisionens rapport viser sort på hvidt, at I har haft ret hele tiden.
Som konservativ handler det her for mig om helt almindelig anstændighed. Det er uacceptabelt, at de få driver en industri, der udleder fiskeaffald, medicin og kemi direkte ud i vores fælles havmiljø, særligt når miljørigtigt fiskeopdræt på land er opfundet. Her kan man rense spildevandet – det kan man selvsagt ikke ude i havet.
Løsningen er hverken mere bureaukrati eller nye syvårige undersøgelser. Løsningen er:
- Kontrol: Regler skal overholdes og håndhæves konsekvent.
- Fremtidssikring: Hjælp de gode fiskeopdræt på land, hvor spildevandet renses.
- Stop svineriet: Luk alle kystnære havbrug.
Miljøministeren erkender svigtet og lover at rydde op. Nu skal der kontant handling bag de pæne ord. Det er ikke kompliceret, men det kræver handlekraft og integritet. Naturen og borgerne har ventet længe nok.