
Spændingen var stor blandt de yngste deltagere, da tallene blev råbt op i børnebanko. (Foto: Per Bonde)
GEDVED - Torsdag eftermiddag stimlede børn og forældre til hallen i god tid inden Banko blev skudt i gang kl. 16.45, så man var sikre på at få en god plads, og der var tid til at få hentet drikkevarer og snacks.
Tekst og foto Per Bonde
Opråberen var udstyret med mikrofon, og der var skruet godt op for lyden for at overdøve de mange glade børnestemmer. Vi voksne er jo vant til, at der skal være fuldstændig stille, når tallene råbes op, men sådan er det ikke, når der er børnebanko til Gedved Byfest. Det er alt for spændende til, at man kan være stille.
Først blev der budt velkommen og forklaret, at der var rigtig mange præmier, og at man skal huske at råbe banko, når man har en række eller plade fuld. Heldigvis havde de fleste børn deres forældre med, så der var god støtte til de mange unge bankospillere.
Spillet gik i gang, uden lydniveauet ændrede sig – der blev ivrigt kommenteret på tallene, men opråberens stemme overdøvede med teknikkens hjælp, så alle klart kunne høre hvilke tal der blev råbt op.

Der var fuldt hus i hallen, da børn og forældre deltog i årets børnebanko under Gedved Byfest. (Foto: Per Bonde)
Masser af gevinster
Mathilde blev den første, der fik banko – ovenikøbet to gange i træk, først en række, og dernæst pladen fuld. Det var ret indbringende ikke bare for Mathilde, men også for de fire nærmeste børn, der fik 2 sidegevinster hver. De var ret glade ved det bord.
I alt var der 24 hovedgevinster til børnebanko, så det var rigtig mange, der blev glade, for enten at de selv fik banko, eller de sad så tæt på en, der gjorde, at de fik en af de rigtig mange sidegevinster.
Fra arrangørerne er der rigtig stor tak til alle de virksomheder, der har sponseret præmier til både børnebanko, Pre-teen banko og tombolaen. Det var den rene gavebod Gedved denne torsdag.