HORSENS - Birgit Skovgaard har arbejdet mange år som sygeplejerske i psykiatrien. Nu driver hun klinikken Sensus Vitae i Horsens, hvor hun arbejder med traumer helt ned på celleplan. Behandlingen bygger på en teori, der endnu ikke er videnskabeligt bekræftet.
Tekst og foto Jørn Kildall
Birgit Skovgaard holder en snor op foran sig. I et rødt bånd hænger flere sten, den ene under den anden.
Stenene forestiller traumer. Gamle oplevelser, som ifølge Birgit kan følge mennesker gennem livet. Og som hun mener, skal findes og forløses.
Hun lægger stenene på skrivebordet i sit arbejdsværelse i Horsens.
Her arbejder den tidligere sygeplejerske med en behandlingsform, hvor hun mener, at gamle traumer kan forløses helt inde i kroppens celler.
Det er en anden tilgang end den, hun kendte fra psykiatrien. Og selv om der er offentliggjort forskningsartikler om metoden, er dens centrale teori ikke videnskabeligt bekræftet.
Behandling foran en skærm
I klinikken Sensus Vitae kommer der klienter med både sorg, traumer og andre problemer. Men mange behøver slet ikke møde op i Horsens.
“De fleste af mine klienter bor langt væk,” fortæller Birgit.
Hun har blandt andet haft klienter fra Aalborg, Esbjerg og Sjælland. Derfor foregår en del af arbejdet også over nettet.
Men hvordan behandler man egentlig et traume gennem en skærm?
Birgit forklarer, at klienten selv udfører nogle af de handlinger, hun ellers hjælper med i klinikken.
Behandlingen begynder med, at der bankes på bestemte steder på kroppen. Blandt andet på håndkanten.
Hun kalder det at vende batterierne. Ifølge Birgit skal det gøre kroppen mere modtagelig for behandlingen.
Derefter skal klienten koncentrere sig om et bestemt øjeblik, som stadig gør ondt.
Hvor stort er ubehaget på en skala fra nul til ti?
Birgit skriver tallet ned.
Så skal klienten fortælle, hvad der mærkes i kroppen. Det kan være trykken for brystet, besværet vejrtrækning eller en følelse af at blive kvalt.
Når klienten ikke kan finde flere fornemmelser, beder hun vedkommende mærke efter fra hovedet og helt ned til tæerne.
Så arbejder de videre med de oplevelser og fornemmelser, der dukker op.
Når behandlingen er slut, vender de tilbage til den oprindelige hændelse. Gør den stadig ondt at tænke på?
Det er sådan, Birgit selv vurderer, om behandlingen har hjulpet.
Medicinen fyldte meget
Birgit blev uddannet sygeplejerske i 1981. Hun havde aldrig været i tvivl om sit valg.
Som ung drillede hun ganske vist sin far med, at hun ville være tankpasser eller soldat. Men det blev sygeplejen.
Det meste af arbejdslivet foregik i psykiatrien.
Her mødte hun mennesker, hun stadig taler varmt om. Men hun var ikke altid tilfreds med behandlingen.
Medicinen fyldte meget, oplevede hun.
“Man brugte desværre ikke helt så meget at spørge: Hvad skete der for dig?”
Hun savnede mere opmærksomhed på de oplevelser, patienterne havde med sig.
I dag mener hun, at hendes nye uddannelse kunne have givet andre muligheder. Hun har forsøgt at få lov til at bruge metoden i psykiatrien nogle timer om ugen.
Men det fik hun nej til.
Hun er klar over, at psykoterapeutuddannelsen ikke er en offentlig uddannelse. Hendes metode indgår heller ikke i sundhedsvæsenets almindelige behandlingstilbud.
Så døde hendes mand
Vejen til psykoterapien var ikke planlagt.
Birgit har været førtidspensionist i mange år på grund af en bindevævslidelse.
Så døde hendes mand.
Indtil da havde hun været meget kreativ. Hun syede, strikkede, lavede smykker og kastede sig over forskellige projekter.
“Så røg kreativiteten.”
Hun sammenligner det med at få en hjerneskade. Noget, hun tidligere havde gjort helt naturligt, kunne hun pludselig ikke finde tilbage til.
Et år senere begyndte hun på en uddannelse som psykoterapeut.
Hun vidste ikke helt, hvad hun gik ind til. Men noget sagde hende, at det var rigtigt.
Det har hun ikke fortrudt.
Hun afsluttede uddannelsen i januar 2023 og havde allerede undervejs haft øveklienter.
Minderne skal blive
Arbejdsværelset i Horsens har reoler med bøger og indrammede kursusbeviser på væggene. Et stort maleri hænger over behandlingsbriksen, der står med lyst lagen og puder.
Birgit forklarer, at behandlingen ikke handler om at glemme det, der er sket.
“Jeg behandler jo aldrig minderne væk. Jeg behandler de dårlige følelser væk.”
Målet er, at klienten kan huske en svær oplevelse uden at få det samme ubehag.
Hun understreger også, at klienten selv skal deltage aktivt.
“Det er jo egentlig klienten selv, der forløser sit traume. Det er jo ikke noget, jeg gør. Jeg guider.”
Drukneulykken fra barndommen
Birgit har selv gennemgået mange behandlinger under uddannelsen.
En af dem handlede om en drukneulykke, hun var vidne til som syvårig.
Da hun senere fik børn, havde hun svært ved at slippe dem af syne i svømmehallen.
Mens andre forældre sad og snakkede, holdt Birgit øje.
Først mange år senere forbandt hun sin reaktion med oplevelsen fra barndommen.
Hun fortæller, at det tog omkring 11 timers behandling at arbejde med de oplevelser, hun knytter til ulykken.
Hun mener også, at terapien har haft betydning for hendes fysiske problemer. Blandt andet oplevede hun, at nogle skævheder i kroppen rettede sig.
Det er hendes egen erfaring. Den dokumenterer ikke, at behandlingen kan ændre kroppens celler.
Teorien om en særlig celle
Birgits behandling bygger blandt andet på en teori, som den danske forsker Kirsten Lykkegaard har været med til at udvikle.
I tre artikler fra 2024 og 2025 beskriver forskergruppen en særlig celle, kaldet primærcellen.
Ifølge teorien har denne celle forbindelse til både menneskets bevidsthed og kroppens øvrige celler.
Forskerne mener, at traumer hænger sammen med processer inde i cellerne, og at behandling kan ændre dem.
Men primærcellens eksistens er ikke bekræftet gennem almindelige biologiske undersøgelser.
De tre artikler indeholder heller ikke større, uafhængige forsøg med kontrolgrupper, som dokumenterer behandlingens virkning.
Der er altså ikke videnskabeligt belæg for at fastslå, at behandlingen fjerner traumer fra cellerne.
Nogle får det dårligere
Birgit fortæller, at nogle klienter kan få det dårligere i dagene efter en behandling.
Nogle bliver trætte og må lægge sig. Andre får problemer med maven.
Hun opfatter det som en reaktion på behandlingen.
Derfor vil hun gerne høre fra klienterne bagefter.
Hun tilbyder også fjernhealing, hvis en klient får det dårligt og ønsker hjælp. Det koster ikke ekstra. Der er dog ikke solid videnskabelig dokumentation for, at fjernhealing har en behandlende virkning.
I interviewet bliver Birgit spurgt, om hun har oplevet klienter, der havde behov for hjælp fra læger, psykologer eller andre fagpersoner.
Det har hun ikke, svarer hun.
Hun fortæller også, at hun har mulighed for at drøfte vanskelige forløb med kolleger.
Hvordan hun skelner mellem en forventet efterreaktion og en alvorlig forværring, der kræver sundhedsfaglig hjælp, blev der ikke spurgt direkte til under besøget.
Det er klienten, der afgør det
Birgit fortæller om klienter, som efter hendes opfattelse har fået det bedre.
En kvinde, der havde det meget svært, fik ifølge Birgit mod på både jobsøgning og uddannelse efter et behandlingsforløb.
Men én behandling løste ikke alle problemerne, understreger hun.
Hun lover heller ikke, at behandlingen hjælper alle.
Hvordan ved hun så, om den har virket?
“Det er altid klientens opfattelse, der gælder.”
Og den tidligere sygeplejerske har ikke fortrudt sit nye arbejdsliv.
Hun oplever, at det er her, hun kan bruge sin tid på den enkelte. Noget, hun savnede fra årene i psykiatrien.
“Det har jeg jo her.”
