Gå til hovedindhold

Østbirk tog pokalen



Onsdag aften kl. 20.00 var Østbirkhallen klædt til stemning og fest. Østbirk IF’s Jyllandsseriedamer havde kvalificeret sig til finalen i Jydsk Cup - den Jydske pokalturnering under JHF. Dagens modstander var GNIF Lemvig, der mødte op i Østbirkhallen med et stærkt CV. Lutter sejre i sæsonen, og dermed forfremmelse til 3. division efter sommerpausen.
 Det var da også gæsterne som kom bedst fra start, selv om fremmødet i identiske grønne trøjer med hjemmeholdets, ikke indikerede optimal forberedelse på dagens finalemodstander fra Østbirk.
 Faktisk skiftede holdene til at føre med et par mål i kampens indledning, hvorefter forspringet blev sat til. Halvlegsstillingen var således jævnbyrdige 11-10 til de Østbirkgrønne.
 Christina Christensen viste i første halvleg vejen med en energisk indsats krydret med vigtige scoringer på de rigtige tidspunkter, og da Sisse Olesen efter pausen i særdeleshed satte trumf på, løb hjemmeholdet ganske enkelt fra Lemvig i kampens sidste halvdel. De sidste flotte redninger fra Sanne Sørensen i Østbirkmålet i kampens døende minutter var kun glasur på kransekagen, for da var kampen for længst reelt afgjort. Slutresultatet blev knusende 28-21 til Østbirk.
 Herefter startede festen for alvor i Østbirkhallen, hvor de små 300 tilskuere hyldede de lokale helte, der ved præmieoverrækkelsen modtog pokal og medaljer fra JHF inden champagnepropperne sprang.
 Jyllandseriedamerne fra Østbirk skrev sig dermed ind i historiebøgerne som ØIF’s første pokalmestre.
 Målscorere for ØIF i pokalfinalen: Sisse Olesen 12, Christina Christensen 5, Sascha Legind 4, Kathrine Jakobsen 2, Louise Justensen 2, Karina Krogh 2 og Nanna Poulsen 1 mål.

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Vinfestival hos Water of Life".
Vinfestival hos Water of Life

Reklamer

Mest læste artikler