Hotel Pejsegården vender tilbage til sine styrker
BRÆDSTRUP - Ny ledelsestrio skal skabe mere kontinuitet og sætte kurs mod flere kurser, konferencer og underholdningsarrangementer. Strategien bygger på hotellets historie, men skal samtidig løfte kvaliteten og gøre oplevelsen mere tidssvarende.
Af redaktionen
Hotel Pejsegården i Brædstrup har sat en ny kurs efter en periode med mange ledelsesskift. Med ansættelsen af en ny Key Account Manager er ledelsen nu på plads, og ambitionen er at bygge videre på de styrker, der gennem mange år gjorde hotellet kendt.
Direktør Bo Bonde Wulff, der tiltrådte i august sidste år, ser et stort potentiale i hotellet. Sammen med Food & Beverage Manager Klaus Zoffmann og den nyansatte Key Account Manager Anni Vestergård skal han især styrke hotellets position inden for kurser, konferencer og større firmaarrangementer.
Tilbage til rødderne
Ifølge Bo Bonde Wulff skal Hotel Pejsegården ikke forsøge at ligne alle andre hoteller.
– “Pejsegården har været privatejet i 53 år og er en ret særlig konstruktion, der kan håndtere nogle meget store arrangementer. Derfor går vi tilbage til rødderne og laver en moderne udgave af det, der var engang,” siger han.
Målet er at skabe mere genkendelighed og kontinuitet gennem en fast struktur og et generelt kvalitetsløft.
Hotellets størrelse bliver samtidig en central del af strategien.
– “Hvis man trækker en streg fra grænsen og helt op til Messecenter Herning, er vi uden sammenligning det hotel, som kan huse flest mennesker,” siger direktøren.
Flere ændringer er gennemført
Den nye ledelse har allerede sat flere forandringer i gang. Restauranten er flyttet fra kælderen til stueplan, så den ligger tættere på køkkenet. Den karakteristiske roterende pianobar er igen taget i brug, og indgangspartiet har fået nye fliser og tæpper.
Menukortet er også blevet opdateret med større fokus på økologi og særlige retter til vegetarer, mens klassiske favoritter fortsat har en fast plads.
Samtidig skal dinnerkoncerter med kendte danske kunstnere igen være en fast del af hotellets aktiviteter, så Hotel Pejsegården styrker sin rolle som både kursus-, konference- og underholdningshotel.