Hovedgård reddede sit ikoniske ur på 48 timer

HOVEDGÅRD - Da uret pludselig tabte tid, trådte byen til med en lynindsamling. Resultatet blev et nyt schweizisk urværk og fornyet liv til et lokalt symbol, der ellers var ved at gå i stå.

Af Jørn Kildall

Det gamle ur i Vestergade har hængt der siden 1929. Det har tikket trofast over den daværende urmagerforretning og været sådan et slags stille holdepunkt i gadebilledet. Men for nylig begyndte viserne at sløve. Først lidt. Så meget. Så meget, at Uhrpasserlauget måtte bide til bolle og sige: Nu er det altså nu.

Urværket inden i den solide kasse var slidt helt ned, og alene tanken om et ikonisk by-ur, der stod og fiksede lidt tilfældigt midt på dagen, gjorde ondt i maven hos laugsfolkene.

Byen stod sammen om uret

Lauget fandt et nyt værk i Schweiz, og det lød både stabilt og solidt. Men også dyrt. Næsten 20.000 kroner. Og de penge lå ikke ligefrem og glimtede i nogen skatkiste. De første ansøgninger til fonde trak ud, eller også kom der blot et pænt “nej tak”.

Så foreslog flere borgere, der havde fulgt sagen på Facebook, at man kunne prøve MobilePay. Og så skete det helt skøre: På 48 timer dryssede der 18.151 kroner ind. “Det var helt rørende at se,” fortæller Oldermand Kaj Jessen kort og varmt, som om han stadig er lidt overrasket.

Nøgledrageren fik travlt

Herefter gik det stærkt. Nøgledrager Henrik Andersen satte uret i stå præcis ved klokken 12. “Folk skal jo ikke gå og tro, at det næsten passer,” grinede han, mens han balancerede på stigen. Den slags bittesmå scener, der kun findes i landsbyer, og som gør én lidt blød om hjertet.

Nu bestilles det nye værk hjem, og snart skal både Nøgledrageren, Nøglebidrageren og måske en halv håndfuld andre af laugets farverige titler i sving med nedtagning og opsætning. Man kan næsten se dem for sig i eftermiddagssolen.

Nyt værk – samme gamle sjæl

Selv om urværket bliver spritnyt, forbliver det ydre præcis, som folk kender det. Den gamle kasse, den hvide skive og de to sæt visere. Det hele får blot et nyt hjerte. Et hjerte, der styres af tidssignalet fra Frankfurt, så både vinter- og sommertid fremover skulle sidde lige i skabet.

Og vigtigere endnu: Uret kommer til at tikke videre som den lille faste rytme midt i Hovedgård. “Vi er mange, der sætter pris på det,” som Kaj Jessen siger. Og når man står der og kigger op mod nummer 8 i Vestergade, giver det god mening.