Gå til hovedindhold

Indvandrer-kvinder skal i arbejde



Indvandrer-kvinder skal i arbejde

Det er helt uacceptabelt, at så mange ikke-vestlige indvandrere står uden for arbejdsmarkedet, og jeg håber, at projektet kan være med til at give dem en håndsrækning, siger Bjarne Sørensen (SF), formand for Beskæftigelsesudvalget i Horsens Kommune.

Ikke-vestlige indvandrere – og fortrinsvis kvinder – der bor i Sundparken i Horsens skal i arbejde. Og deres mænd skal bakke op om, at de får et job – og fastholder det.
 Derfor bliver intensive samtaler med mændene – og den øvrige familie - en væsentlig faktor i et nyt projekt: ”Beskæftigelse som vejen til god integration”.
 Bag projektet, der sikrer Horsens Kommune 1 mio. kr. at arbejde med, står Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
 Sundparken er udpeget som ghettoområde af regeringen, og halvdelen af de ikke-vestlige indvandrere i området, der kommer fra blandt andet Somalia, Iran og Irak, har modtaget kontanthjælp i mellem fem og 10 år.
 Ud over samtaler med familien skal pengene bruges til at få de arbejdsløse ud i virksomhedspraktikker, til danskundervisning og til mentorer, der blandt andet skal hjælpe indvandrerne igennem sproglige vanskeligheder ude på virksomhederne. Alt sammen med det klare mål at få dem i varig beskæftigelse.
 - Indsatsen rettes imod alle ikke-vestlige indvandrere i området over 30 år, men der er især fokus på kvinderne. Vi ved, at de er særligt svære at få integreret på arbejdsmarkedet. Både på grund af kulturelle og sproglige barrierer men også fordi deres viden om, hvordan man begår sig på en dansk arbejdsplads, er begrænset, siger beskæftigelsesdirektør Frode Fårup, Horsens Kommune.
 Bjarne Sørensen (SF), der er formand for Beskæftigelsesudvalget i Horsens Kommune, har et stort håb om, at indsatsen vil hjælpe de mange indvandrere – herunder kvinderne - i Sundparken:
 - Det er selvfølgelig helt uacceptabelt, at så mange mennesker står uden for arbejdsmarkedet. Samtidig må vi erkende, at vi har med en gruppe borgere at gøre, som kræver en ekstra håndsrækning til at opnå kompetencer både sprogligt, kulturelt og fagligt. Disse kompetencer håber vi, projektet kan være med til at give dem.
 Også borgmester Peter Sørensen (S) har store forventninger til, at projektet vil få flere ikke-vestlige indvandrere i arbejde:
 - Andelen af ikke-vestlige indvandrere på offentlig forsørgelse er for høj. Antallet skal ned, og derfor har området høj prioritet. Vi tror på, at det nok skal lykkes. Ikke mindst takket være de penge vi nu får, som kan være med til at udbygge og understøtte indsatser, vi allerede har gang i.
 Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering giver penge til integrationsfremmende foranstaltninger til i alt 20 kommuner.

Projektet omfatter:
Intensivt samtaleforløb med borgerens familie og mentor.
Mindst én virksomhedsrettet aktivitet med højst 12 ugers pause.
Job- og sprogstøtte mentorer på virksomheden.
Tværfaglige teammøder med borgeren.

 

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Næsten to tons sten ud i fjorden".
Næsten to tons sten ud i fjorden

Reklamer