Julen var traditionernes fest

KLUMME - Julen er snart over os. Med lange rækker af traditioner, julefrokoster og hyggelige sammenkomster med venner og familie.

Af Niels Povlsgaard,
Arkitekt, Odder

Julen er snart over os. Med lange rækker af traditioner, julefrokoster og hyggelige sammenkomster med venner og familie.

Julen er også travlhed, skuffelser og kaos. Det sidste kender jeg, som familiefar, alt for godt til.

Der er mange ting, som skal på plads, samtidig med at hverdagen skal passes. Det er næsten dømt til at gå galt. For mange af os er julen i virkeligheden en kæmpe belastning, som vi ind i mellem blot forsøger at komme levende igennem.

Misforstå mig ikke: Jeg elsker julen, og julens budskab. Netop derfor er min overlevelsesstrategi helt enkel: Sæt forventningerne lavt. Altså helt ubegribeligt lavt.

Så er det næsten dømt til at lykkes.

Julekaos og flyttekasser

Min families juleforberedelser i år har været lig med flytteforberedelser. Vi er ved at flytte ind i et nyt hus, og deadline for indflytning er 23. december. Det er virkelig planlægning, der vil noget.

Og hold nu fast derude: Vi har droppet alle former for julepynt, kalenderlys og adventskranse.

Oprindeligt af den simple årsag, at hele den hellige herlighed står i en udefineret flyttekasse på et fjernt depot. Der står “Jul” på kassen, så alt burde jo være i skønneste orden – men jeg kan ikke finde den. Jeg har heller ikke været i kirke, selvom det plejer at være en fast tradition for mig i adventstiden.

Lys i mørket – helt bogstaveligt

Og ved I hvad? Julefreden har indfundet sig. I skrivende stund er vi godt halvvejs mod juleaften, og det har været den hyggeligste december i mange år. Vi glæder os til jul!

Børnene har deres julekalendre – én kalender hver – og ude i den nye have kaster en enkelt kæde af lys et varmt skær ud i den vinternøgne skov omkring huset. Her sidder vi, i et nøgent rum, og hygger os. Jeg er heldigvis ikke psykolog, så jeg ved ikke, hvorfor min familie og jeg tilsyneladende trives med en jul, der indtil nu er en skygge af sig selv.

Juleræs på pause

Jeg tror ikke vejen til evig julefred er at droppe alle traditionerne, men i stedet for at kaste sig ind i et traditionskapløb, hvor man absolut skal nå det hele, har denne jul mindet mig om, at det er sundt indimellem at stå af ræset.

Traditionerne må man nogle gange lade komme til sig. Forstået sådan, at de ting, som virkelig betyder noget, finder vej og plads. Som nu min lille lysende busk ude i haven. Dén rummer hele julen for mig i år. Et lysende symbol på håb og glæde.

Måske fordi den er det eneste reelle tegn på den stundende højtid i husstanden – men også fordi den dagligt minder mig om det væsentligste i julen: At vi lader julefreden samle sig over os.

Om vi står et godt eller svært sted i livet. Om man skal fejre julen i familiens skød eller alene. Vi har alle håb og drømme for fremtiden, og ved at give drømmene og noget så sjældent som stilheden plads, kan man måske lettere stige af juleræset.

Forlige sig med tingenes tilstand, og glæde sig. Det tror jeg, er væsentligt, og man kan jo altid stige på juleræset igen, hvis det er. Det gør jeg sikkert også, når først kassen med julepynt er lokaliseret.

Et juletræ skal vi i hvert fald have, men håber, at vi kan fastholde noget af det nærvær vi har haft sammen i denne juletid, hvor det har handlet mere om at være sammen, end om alt det andet, der normalt fylder december.

Glædelig juletid!