Jul i Østbirk for 50 år siden

ØSTBIRK - Sommeren 1975 var præget af ekstrem varme, og hvem husker ikke TV-oplæseren Bent Jensen, der syntes, det var blevet for hedt i studiet, så han transmitterede i jakkesæt live fra stranden i Køge med fødderne i vandet – vist nok samme dag, hvor der blev sat varmerekord i Holstebro med 36,4 grader. Det er ultimativ rekord for den varmeste dag målt i Danmark, og den rekord står stadig, på trods af klimaforandringer og generelt varmere vejr.

Af Jens Glavind

Decembervejret var i 1975 blæsende, regnfyldt og koldt – vel nok meget typisk for den slags vejr, jeg oplevede som barn. Som treårig i 1969 oplevede jeg en hvid jul med masser af sne, og det gentog sig først igen i 1981.

De praktiske gøremål

Det var næppe gået i dag, men da jeg var ni år, havde jeg gang i mange praktiske gøremål rundt omkring i Østbirk. Blandt andet havde jeg min daglige gang på kirkegården, hvor jeg hjalp til med praktisk arbejde både dér og i kirken. Det var dog kirketårnet, der interesserede mig mest, og jeg ringede faktisk med klokkerne allerede i 1975 – naturligvis under kyndig overvågning af Helge Bruus Jacobsen de fleste gange. Han var dog ikke bange for at give ansvaret fra sig, og hvem ville ikke som en lille purk være stolt over at få overdraget ansvaret for at ringe med byens kirkeklokker? Det var jeg – ja, faktisk pavestolt, hvis man da kan bruge det udtryk i forbindelse med den danske folkekirke.

Kirkens juletræ blev hentet i Gantrup

At være i en kirke i juletiden er noget ganske særligt, og sådan var det naturligvis også i Østbirk Kirke. Dengang var der store forberedelser for at få kirken gjort klar til første søndag i advent. Kirkens juletræ blev også i 1975 hentet i Gantrup, hvor der lå en pæn stor granplantage ud mod Ryvej, lige før man drejer til højre ned mod Gantrup.

Søndagen før første søndag i advent skulle jeg møde hos Helge og Karen på Storegade 24, hvorfra vi kørte sammen i Helges blå Hanomag med lad mod Gantrup. I Gantrup mødtes vi med Grethe og Erland Peuliche Nielsen samt den daværende sognepræst, Jens Fosdal, og hans kone, Margit. Efter at have fældet et par store juletræer til kirken og klippet noget pyntegrønt kørte vi videre til Peuliches lille landejendom ”Knarholt”, som lå på den anden side af Gantrupvej ned mod Birknæs.

På den hyggelige landejendom serverede fru Peuliche æbleskiver samt varm kakao og gløgg til de voksne. Da det begyndte at blive mørkt, begyndte det også at sne, så vi nær ikke var kommet tilbage til Østbirk igen. Vinduesviskerne på Helges gamle Hanomag havde svært ved at klare den tunge tøsne, og Helge spøgte derfor med, at jeg måtte ligge oven på taget af bilen og bruge armene som vinduesviskere.

Vi kom dog sikkert tilbage til Østbirk, og jeg var stolt over at have været med til at gøre klar til julen i Østbirk Kirke. Mine forældre – og sikkert også mine kammerater – har næppe kunnet sætte sig ind i, hvad der fik en niårig dreng til at gå op i den slags, men jeg var fuldstændig ligeglad med, hvad andre tænkte. Jeg havde det fantastisk i selskab med især Helge og Karen, og jeg nød virkelig de mange stunder, jeg tilbragte sammen med dem.

Legokonkurrencen og byens handlende

Julen var naturligvis ikke kun det, der foregik i Østbirk Kirke. Også som barn gik jeg meget op i julen og den hygge og ro, den ofte bragte med sig.

Som niårig færdedes jeg overalt i byen, og der var altid et eller andet, man kunne tage sig til. Jeg gik byærinder for mine forældres naboer, Gerda og Svend Sørensen, som boede på Storegade 35. De forhandlede Gulf-benzin og havde et værksted med flere svende.

Min farmor boede på Storegade 42, og også for hende gik jeg byærinder, så det var en naturlig del af min opvækst at komme i byens mange butikker.

Den 20. november 1975 var der en meget spændende annonce på forsiden af Østbirk Avis. Østbirk Boghandel, som i 1974 havde fået ny ejer, lokkede med en byggekonkurrence og skrev, at Lego for første gang i Danmark var gået med til boghandlerens idé: at man skulle bygge noget af sine legoklodser, som derefter ville blive udstillet i butiksvinduerne den 22. og 23. november.

Der var mulighed for at vinde Lego-pakker til 100, 50 og 25 kroner, og det var noget, der fangede min interesse. At lege med Lego optog rigtig meget af vi børns tid for 50 år siden, og jeg var naturligvis opsat på at deltage i konkurrencen. Jeg vidste dog godt, at min kreativitet ikke var noget at regne med i forhold til dem, man måtte antage også ville deltage, så der måtte gøres noget.

Jeg fik i al hast bygget noget af mine legoklodser og fik vidunderet bragt ned til boghandlen, men Inge og Jørgen Krogh Poulsen, som havde boghandlen i 1975, havde næppe mit byggeri som favorit til at løbe med sejren – dertil var det simpelthen for elendigt.

Opskriften på at vinde en konkurrence

Alle kunne imidlertid deltage i afstemningen, og annoncen på forsiden af Østbirk Avis skulle klippes ud og bruges som stemmeseddel. Det havde jeg hurtigt gennemskuet. Som barn havde jeg det, man i dag ville kalde et relativt stort netværk i byen. I mange af husene kom og gik jeg stort set, som jeg ville, så det var en smal sag at få indsamlet stemmesedler i et tilpas stort antal.

Resultatet blev, at jeg løb af med sejren i min aldersgruppe foran Dagfinn Njå, der var kommet til Østbirk fra Norge, og Lars Jensen, hvis bygningsværker – objektivt bedømt – var klasser bedre end mit eget.

Det var således en rigtig god start på julen 1975, at jeg med benhårdt lobbyarbejde vandt Lego-konkurrencen og et gavekort på 100 kroner.

Dansk økonomi var i dårlig forfatning

Dansk økonomi var i 1975 ikke i sin bedste forfatning, og for at stimulere økonomien måtte momsen på 15 procent midlertidigt træde tilbage og give plads til MIMS – en ung moms på blot 9,25 procent.

Læser man Østbirk Avis fra december 1975, finder man flere annoncører, der reklamerer med ”– 5 % moms”, og nogle tilbød endda yderligere 5 procent i kontantrabat.

Julelotterier havde i flere år været populære i Østbirk, men regelrytteriet og bureaukratiet var så småt begyndt at indfinde sig i det danske samfund for 50 år siden. Handelsstandsforeningen måtte, ligesom andre handelsstandsforeninger landet over, sande, at det nu var forbi med julelotterierne.

De handlende i Østbirk rettede derfor henvendelse til Forbrugerombudsmanden for at få lov til at afholde et julelotteri, men svaret var et klart nej.

Bagermester Asger Sørensen, der var formand for Handelsstandsforeningen, undrede sig meget over, at de handlende i Horsens i samarbejde med Folkebladet havde fået lov til at afholde julelotteri. Derfor spurgte man Forbrugerombudsmanden, hvorfor det så ikke var tilladt i Østbirk. Svaret lød, at dag- og ugeblade havde fået en foreløbig dispensation til at afholde lotterier, og at ingen andre måtte gennemføre lotterier i forbindelse med salg.

Handelsstandsforeningen

I konsekvens af lotteriforbuddet besluttede Handelsstandsforeningen at gøre noget ekstra ud af juleudsmykningen og arrangementerne i december. Man pyntede med lysstandere på begge sider af vejen, og lygterne var formet som kræmmerhuse.

I lyskrydset ved Skanderborgvej – som det blev kaldt dengang – blev der opsat et seks meter højt juletræ, købt i Urup Skov, og på toppen af vandtårnet blev der placeret et lille juletræ.

I købmand Bodholdts gamle butik på Storegade 18 blev butikken overdraget til pensionisterne. I hele julemåneden var butikken åben som ”Bette-Nøk”, hvor man kunne købe hobbyarbejde lavet af pensionister, og hvor overskuddet gik til omsorgsarbejdet i Østbirk.

Det var imidlertid ikke alle handlende i Østbirk, der tog lotteriforbuddet alvorligt. I Østbirk Avis den 4. december 1975 kunne man i en annonce fra Østbirk Isenkram læse, at Birthe Pehrson havde vundet 3. præmien i Holmegaards jubilæumskonkurrence.

Julespøg i Østbirk

Handelsstandsforeningen havde taget Forbrugerombudsmandens svar til efterretning, men konstaterede samtidig, at ugebladene kunne lave konkurrencer. Derfor iværksatte man også en konkurrence i Østbirk: Østbirk Avis og Handelsstandsforeningen gik sammen om en julespøg, hvor 24 forretninger i byen – ja, 24 – satte skilte op i udstillingsvinduerne. Her skulle man finde et bestemt bogstav i hver butik for til sidst at gætte en hel sætning.

Den egentlige primus motor bag projektet var redaktøren på Østbirk Avis – Preben Stougaard – og det morede ham i den grad at sætte sådanne projekter i gang, hvilket samtidig var til stor gavn for byens handlende.

Julespøgen kørte over to uger, og den rigtige løsning var i første uge: ”Det betaler sig at handle i Østbirk” og i anden uge: ”Vi ønsker vore kunder glædelig jul.”

Interessen for at deltage i julespøgen var meget stor – også blandt os børn. Belært af konkurrencen fra Østbirk Boghandel nogle uger tidligere udfyldte jeg flere kuponer, så jeg havde flere lodder i vægtskålen, når der skulle trækkes lod. Desværre blev jeg ikke udtrukket som vinder, til stor ærgrelse, fordi min gode ven og skolekammerat Torsten Jacobsen løb af med et gavekort på 50 kr., selv med kun ét lod i vægtskålen. Der var mange vindere, og selv redaktørens søn, Peder Stougaard, blev trukket ud.

Jul i Østbirk i 1975

Handelsstandsforeningen havde også i 1975 lavet et vellykket program, og alle butikkerne bakkede op, så man i Østbirk kunne få en rigtig og ægte julestemning med lokal handel. De sidste dage op til jul var derfor fyldt med aktivitet og forventning i byen.

Fra den 18. december og frem til lillejuleaften havde alle forretninger åbent til kl. 20.00. Juleaftensdag var der åbent til kl. 12.00, så der var ingen undskyldning for ikke at gøre sine juleindkøb i Østbirk.

Lørdag den 20. december var der børnebio (entré 1 kr.), hvor vi så en Fy og Bi-film. Stemningen af at sidde i en tætpakket biografsal i Østbirk sidder stadig dybt i min erindring. Den var simpelthen indbegrebet af en god jul. Efter forestillingen kunne man købe lykkepakker i byens gader for 2 kr., ofte med slik indeni.

Ved siden af biografen havde spejderne dengang en form for klubhus, hvor der blev solgt æbleskiver, kaffe, te og gløgg.

Juleaftensdag var selvfølgelig en dag, man så frem til. Der var travlt blandt byens handlende, og jeg husker tydeligt alle de butikker, jeg havde ærinder i. Hos Eli Blom på Storegade 37 hentede jeg julebuketter og vindruer. Hos Jens Andreas Nielsen på Storegade 40 skulle der hentes vin, øl og sodavand til min farmor på Storegade 42 – uden at vise legitimation!

Indkøbene blev også gjort hos byens to bagere: Karlsmose på Storegade 21 og Asger Bager på Storegade 1. Min familie handlede hos Elite Marked på Storegade 19, og Brugsen kom jeg ikke så meget i dengang.

Hos Otto Christensen på Storegade 36 blev der ofte hentet julegaver, og i 1975 annoncerede Otto med: ”Vi har et dejligt rødt æble til børnene” – hvilket næppe trak så meget i os børn. Så hellere et besøg hos slagteren Jens Snedker, hvor der måske vankede lidt flæskesvær eller en rød pølse, eller endnu bedre hos den lille skomager Ingvard, der havde en hyggelig butik på Ryvej 3 med en talende beostær.

I 1975 var der mange butikker i Østbirk, og desværre er stort set alle forsvundet som følge af den generelle udvikling i samfundet. Det var hyggeligt, og det var med til at skabe en helt særlig byånd, som kan være svær at forklare i dag.

Julegudstjeneste

I 1975 var der kun én julegudstjeneste i Østbirk Kirke kl. 16.30, og der var jeg selvfølgelig på plads. Dels i kirketårnet, hvor der skulle både ringes og kimes, og dels med en masse andre praktiske gøremål. Mange stearinlys skulle tændes, og der skulle hentes ekstra stole på hotellet, fordi der kom flere til gudstjenesten, end man havde forventet. Efter gudstjenesten skulle der ryddes op og bæres stole tilbage til hotellet, og ved 18.30-tiden kunne Helge og jeg låse kirken af og tage hjem til mit barndomshjem på Rosengade 1, hvor min familie ventede.

På vej hjem gik der mange tanker gennem mit hoved, men jeg var både stolt og glad over at bo i en by, hvor jeg kunne være med til noget nyttigt – og ikke mindst stolt over, at jeg kunne vise min familie, at jeg havde en ”vigtig” plads hos Helge og Karen i Østbirk Kirke.

I dag går jeg sjældent i kirke juleaften. Dels synes jeg, det er for tidligt at gå i kirke kl. 12.00 eller 14.00, og dels har min familie nu faste juletraditioner, der skal følges.

Min jul i 1975 var både hyggelig, dejlig og perfekt. Vi børn i Østbirk havde slet ikke behov for at komme udenbys – vi havde det hele i byen. For mig var Østbirk intet mindre end verdens navle.

Julen anno 2025 bliver også god.

God jul til alle!