Februar kabale

KLUMME - Hvis du synes, din lokale forening har værdi for dig, så tag til generalforsamling/årsmøde og vis din opbakning til bestyrelsens arbejde.

Af Hanne Sole

Her midt i februar sidder jeg og lægger kabale med påmindelser om at betale kontingent – og en tilsvarende kabale med datoer for generalforsamlinger og årsmøder i de foreninger og organisationer, der har værdi for mig.

Hvor stammer egentlig idéen fra, at de fleste foreninger afholder generalforsamlinger i februar og marts?

“Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i første kvartal.”

En forklaring er, at de fleste regnskabsår følger kalenderåret, og derfor skal der aflægges regnskab og beretning. Samtidig hænger det historisk sammen med landbrugssamfundets rytme, hvor vinteren var en tid uden markarbejde og med færre pligter. Netop i slutningen af 1800-tallet opstod foreningstanken som en vigtig del af landbrugssamfundets evne til nytænkning.

Men min kabale kommer – heller ikke i år – til at gå op. To generalforsamlinger ligger samme aften. Så må der vælges. Derudover må jeg fravælge gymnastik og kor et par aftener. Men det er jo blot en prioritering.

Den næste afholdes den 23., en den 25. og en den 26. februar – endnu en 18. marts og den sidste den 22. marts.

Her er ingen tvang

Der er vel ingen, der tvinger mig til at gå til generalforsamling?

Nej. Men jeg vil gerne bakke op om de frivillige bestyrelsers arbejde. Jeg sidder selv i bestyrelsen for to foreninger, så der er jeg jo frivilligt forpligtet.

For mange foreninger er det trist, hvis kun bestyrelsen og et par medlemmer møder op til generalforsamlingen. De medlemmer eller brugere, som bestyrelsen arbejder for, overlader opgaverne til dem, der sidder i bestyrelsen – og glemmer, at bestyrelsen ikke er “dem”.

Har generalforsamlingen et imageproblem?

Den forbindes let med tørre dagsordener, lange beretninger, franskbrødsmadder og kaffe – og en aften, der kunne have været brugt på noget andet.

“Det plejer jo at gå fint,” siger vi til os selv. “Bestyrelsen har styr på det.” Og er der noget, vi danskere er gode til, så er det tillid.

Men når vi overlader beslutningerne til de få, der møder op, glemmer vi også at bidrage til fornyelsen i foreningerne – uanset om vi synes, bestyrelsen gør det godt eller mindre godt. Vi glemmer, at bestyrelsen sjældent er “dem”. Den er “os”. Eller i hvert fald dem, der tog tjansen.

Vi elsker at have indflydelse

Alligevel er det paradoksalt.

For vi elsker indflydelse. Vi elsker medbestemmelse. Vi elsker tanken om fællesskab – bare helst uden mødepligt.

Måske er problemet ikke generalforsamlingen i sig selv, men den måde vi ser på den: som en pligt frem for en mulighed. Som noget gammeldags frem for noget nutidigt afgørende.

For det er her retningen sættes og fornys i debatten Det er her økonomien besluttes.

Her tonen lægges, nye ideer fostres, uenigheder vendes.

Og her man risikerer at blive valgt til bestyrelsen – med den store risiko, at man bliver glad for og inspireret af opgaverne og samarbejdet.

Hvis du synes, din lokale forening – gymnastik, børnenes fodboldklub, spejder, vandværk, forsamlingshus, danseklub, bridgeklub, modeltogklub, grundejerforening … fortsæt selv – har værdi for dig, så tag til generalforsamling/årsmøde og vis din opbakning til bestyrelsens arbejde.

Fik du ikke betalt dit kontingent, så betal ved generalforsamlingen. Der er helt sikker en kasserer, der gerne tager imod.

Bestyrelsen er forudsætningen for, at foreningens aktiviteter kan fortsætte lokalt.

Hvis forenings Danmark skal overleve – og ikke bare eksistere i folkemunde – kræver det, at flere danskere i alle aldre rejser sig fra sofaen én gang om året.

Ikke for kaffens skyld. Ikke for dirigentens. Men for fællesskabets.