Kriser starter i kommunerne
DEBAT - Som soldat og konservativ går jeg meget op i vores sikkerhed og tryghed. Rusland har været et problem siden 2014, og siden 2022 har der været storskala krig i Første Verdenskrigs-lignende skala.
Af Anders Krojgaard Lund. Byrådsmedlem og spidskandidat,
Det Konservative Folkeparti
I Horsens, mindre end 24t kørsel fra Østfronten, mærker vi også Ruslands dårlige ånde i nakken. Styrelsen for Samfundssikkerhed har skrevet Nationalt Risikobillede 2025 med konkrete eksempler på nutidens trusler.
Det er i kommunerne, at kriser starter, for det er her folk bor. Det er her, vi skal have rent vand, strøm, internet, mad og pleje til ældre osv.
Derfor bør vi i Horsens vedtage en politik, der tager vores kommunale beredskab yderst alvorligt. Til det har KL lavet en vejledning til kommunerne, ”Styrk kommunens beredskab”. Vi bør følge anbefalingerne:
- Prioritér cybersikkerheden
- Planlæg for strømnedbrud
- Styrk forsyningssikkerheden
- Forøg krisestyringskapaciteten
- Skab kontakt til erhvervsliv og civilsamfund
FE’s vurderer, at det er sandsynligt (60-90% sikkerhed) at Rusland løbende planlægger og forbereder sabotage mod infrastruktur i Danmark. Det betyder både kapacitet og hensigt: At det foregår!
Som konservativ spidskandidat er det for mig afgørende at sige de kedelige og trælse ting, så vi sammen kan klare en krise. Det er sådan vi skaber ægte tryghed!
Jeg håber inderligt, at vi kan passe godt på hinanden – også selvom det føles dyrt og nytteløst. Det vil bare være så træls at på bagkant at sige ”hvad sagde jeg…”