Gå til hovedindhold

Det summer af kreativitet



Maleri af Kirsten Linde

ØSTBIRK - Vores Kreative Dag nærmer sig, og både udstillerne og de optrædende knokler for at blive klar til at vise deres kunst og kreativitet frem!

Af Lone Folke Bendstrup

Netværket Vores Kreative Ø står bag Vores Kreative Dag på lørdag 21/2 kl. 13-17 i Østbirk. Alle er inviteret til en sjov eftermiddag, hvor du både kan nyde de optrædende på scenen, kunst hos de mange udstillerstande og selv give dig i kast med at være kreativ.

Udstillerne omfatter keramik, smykker, træ, malerier, beton, tatoveringer, glas, tegning, foto, stof og papir. De er en skøn blanding af hobbyfolk og professionelle, og fælles er, at de alle elsker at skabe nyt.

Jace Champney fotos

Du kan for eksempel møde …

Bargmanns Havegejl laver håndlavede og unikke træprodukter til haven, udestuen og terrassen - ofte med en god portion humor!

Gitte Moltke fra GM Keramik arbejder med keramiske skulpturer med udgangspunkt i naturens organiske former og strukturer. Gennem lag og aftryk skaber hun værker i jordnære nuancer og detaljerige teksturer.

Kunstmaler Kirsten Linde er optaget af farvernes samspil, bevægelse og det intuitive, hvor motivet nogle gange opstår undervejs, frem for at være fastlagt på forhånd.

Slå også vejen forbi fotoudstillingen af Jace Images (Jason Champney), som foreviger livets store øjeblikke som konfirmation, bryllup og store fødselsdage - og elsker at fotografere naturen og de små, skjulte detaljer i hverdagen.

Bargmanns Havegejl

(Gen-) opdag din egen kreativitet

Ja, der er nok at gå ombord i på lørdag! I alt er der 18 udstillere, og dertil kommer alle aktiviteterne. En masse gode mennesker stiller sig nemlig til rådighed, så du selv kan prøve at være kreativ.

Du kan prøve at spille trommer, når Jeppe Møller stiller hele tre trommesæt til rådighed kl. 13:00-14:45 og 16:00-17:00. Han viser gerne et par teknikker, og ellers kan du bare spille (PS. Der er høreværn!)

Strikkedamerne viser dig, hvordan du kan komme i gang med at strikke, Birgitte Damkjer tager sin spinderok med, og malevennerne fra Østbirk Aktivitetscenter viser dig, hvordan du selv kan male akvarel.

Hos Vicki Rosenfeldt Nielsen fra ViRos Smykker kan du mod en mindre egenbetaling prøve at lave dine helt egne øreringe.

Pernille Friborg står for en tegne- og malestation, hvor du kan prøve lidt forskellige teknikker, bl.a. på forskellige materialer. Hendes ønske er at udbrede budskabet om, at alle kan tegne og male, og at det er virkelig sjovt!

GM Keramik

Scenen og café

Imens alt dette foregår i den store hal, kan du i nabohallen opleve musik, novelleoplæsning og line dance med konferencier Jens Glavind som bindeled. Se omstående annonce for programmet.

Er du på Facebook, kan du melde dig til begivenheden og få opdateringer om dagen.

Søg på “Vores Kreative Dag”.

Vi ses på lørdag 21. februar kl. 13-17 på Industrivej 22 i Østbirk!

Lokalerne er venligst udlånt af VELUX, og arrangementet er støttet af Horsens Kommune.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer