ÅSTRUPLUND - Hos guldsmed Torben Nørbo i Åstruplund er 95 procent af arbejdet bestillinger med kundernes gamle guld. Det har været sådan i mange år. Det nye er værdien: Gamle ringe og kæder repræsenterer i dag langt flere penge.
Tekst og foto Jørn Kildall
Et lille stykke guld ligger mellem Torben Nørbos fingre. På arbejdsbordet står tænger, æsker og værktøj tæt. Bag ham fylder mapper og papirer hylderne.
“Det er smykker på bestilling af gammelt guld. Det er 95 procent af det, vi laver,” siger Torben Nørbo.
Han understreger, at de 95 procent ikke er kommet med de seneste prisstigninger. Gammelt guld har længe fyldt det meste af arbejdet.
Mere villige til at betale
“Folk er mere villige til at give lidt mere,” siger Torben Nørbo.
Han bruger et eksempel med et smykke, der står til 35.000 kroner i montren. Har kunden selv guldet, kan det måske laves for omkring 10.000 kroner.
“Det er den måde, vi arbejder på, hvor folk selv kommer med det dyreste,” siger han.
Det er altså ikke opgaverne, der har ændret sig. Det er værdien af det materiale, kunderne kommer med.
Også ved vielsesringe oplever Torben, at kunderne flytter rundt på budgettet. De sidste tusinde kroner kan blive fundet ved at skære et andet sted.
Guldet ligger i skuffen
For nogle kunder ligger det dyreste allerede hjemme i en skuffe. Det kan være en ring fra en mor eller far eller smykker fra begge familier.
Torben fortæller om par, som går hjem og spørger forældrene efter gammelt guld.
“Jeg ved, min mor har noget guld. Nu går jeg hjem og klemme hende,” gengiver han en typisk reaktion.
Så kan guldet ende i nye vielsesringe.
“Folk er voldsomt overraskede over, at det er steget så meget,” siger Torben Nørbo.
Et smykke kan i dag blive vurderet til 10.000, 20.000 eller 30.000 kroner. Nogle sælger og bruger pengene på noget andet. Andre får guldet lavet om.
Torben prøver gerne at få dem til at beholde guldet i familien og bruge det i et nyt smykke.
Fra 60 kroner til tæt på 1.000
Da Torben Nørbo kom i lære, husker han et gram finguld til 60-65 kroner. I dag er prisen tæt på 1.000 kroner, fortæller han.
Da han blev udlært i 2005, kostede en ounce guld i gennemsnit omkring 445 dollar. I dag ligger spotprisen omkring 4.160 dollar.
Det er mere end ni gange så meget i dollar.
Hos TORN bliver prisændringerne mærket, når nye smykker skal regnes ud, eller en kunde vil sælge guld.
“Vi opdaterer prisen næsten hver dag,” siger Torben Nørbo.
Han oplever også, at kunderne ser anderledes på arbejdslønnen. Ti tusinde kroner kan stadig være mange penge, men alternativet i montren er blevet dyrere.
“Det var lidt mere, end jeg havde regnet med, de 10.000. Men okay,” gengiver han en reaktion.
Ikke flere penge i lommen
En høj guldpris betyder ikke automatisk, at der bliver flere penge tilbage hos guldsmeden.
Torben Nørbo peger på løn, el og andre udgifter, som også er steget. Når han støber, kører ovnen i mange timer og bruger meget strøm.
“Vi har en masse udgifter. Det, vi måske tjener ekstra, bliver ædt af administration og omkostninger,” siger han.
Til gengæld passer den dyre råvare til den måde, TORN allerede arbejder på. Kunden kommer med en større del af værdien selv.
Torben Nørbo er mere bekymret for den klassiske butik end for værkstedet i Åstruplund.
“Det er svært at være butik i dag. Men det er ikke svært at være guldsmedeværksted.”