Gå til hovedindhold

L8 EP afsløret på Water of Life



L8 og Theis hos Water of Life

BRÆDSTRUP - Det lyder næsten som en gåde, men det betyder egentlig bare at 2-mands bandet L8 offentliggjorde deres seneste EP - Modern Survival - ved et arrangement på Water of Life i Brædstrup.

Tekst og foto Per Bonde

Duoen består af Jesper Vind Hansen på guitar, og Danny Vind Skovholm holder rytmen. Ganske som det fælles mellemnavn antyder, er de i familie – godt nok ikke tæt, men gennem giftermål med kusiner. Derudover deler de en fælles passion for at skrive musik, samt at underholde glade mennesker med både egne andres numre.

Duoens navn – L8 – kan let give anledning til dybsindige overvejelser om, hvad det står for. Er det en hyldest til en kvinde – L(otte), eller er det noget helt andet.

Det er noget helt andet, fortæller Jesper, og egentlig ikke særligt flatterende. Jeg har det med at være lidt sent på den, så det er det, L8 er betegnelsen for. L8 skal udtales på engelsk, og kommer dermed til at lyde noget i retning af Late, som jo på dansk betyder sent. Længere er forklaringen ikke.

L8 hos Water of Life i Brædstrup

Sprængfyldt med energi

Der var nu ikke nogen som helst forsinkelse eller primadonnanykker, da Jesper og Danny startede offentliggørelsen præcis kl. 20. Jeg tror, flere blev overraskede over præcisionen, men fra pålidelig kilde, har de to musikanter den seneste uge været meget spændte, og gået lidt med nerverne uden på tøjet. Der var en masse energi der skulle ud, og så kunne det jo kun gå for langsomt.

EP’ens 6 numre er skrevet med udgangspunkt i det oplevede liv med omdrejningspunkter i kærlighed, familie, børn samt arbejde. Sangene er modige og ærlige med det personlige touch, der giver numrene autencitet og indlevelse. Det er Jesper, der fører ordet, og det er helt fint siger Danny – jeg er nemlig lidt genert og synes, det er rigtig dejligt at slippe for at stå forrest.

Duoen har deres rødder dybt forankret i rocken – rå og uforfalsket. Inspireret af de store gamle ikoner, men med helt deres egen stil og lyd, så hvis man er til rock, så er L8 et godt bud på, hvad der skal lyttes til i den kommende tid.

L8 hos Water of Life i Brædstrup

Hvorfor Water of Life

Igen er det familien, der har skabt den første forbindelse, idet Theis er gift med endnu en kusine. På trods af at Theis ikke er en del af Danny og Jespers musikalske univers, er de dog blevet legekammerater på den fede måde, og der har derfor aldrig været tvivl om, at releasepartyet skulle foregå hos Theis i Brædstrup.

Jeg synes, det de laver er fedt, og som sagt er det nogle af mine bedste legekammerater. Vi har hjulpet hinanden med mange forskellige ting, så selvfølgelig stod Water of Lifes scene klar til Jesper og Danny. Og som du kan se, er der mange andre end mig, der har syntes, det er en god ide. Jeg kan være helt bekymret ved, om vi kan få stoppet festen, når vi officielt lukker kl. 23, griner Theis.

Skulle ovenstående have givet dig lyst til at høre musikken, kan dette lade sig gøre ved at bruge dette link - l8.lnk.to/modernsurvival.

God fornøjelse.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer

Mest læste artikler