Forventningerne til livet

KLUMME - Hvad gør man, når man ikke lever op til de forventninger, som udefrakommende har til én? Jeg selv startede med at se indad og finde ud af, hvordan JEG egentlig ville have, at mit liv skulle se ud. Og jeg tror, det bliver fantastisk!

Af Emilie Kildall

Hvorfor skal vi gøre det, som f.eks. samfundet, vennerne, familien eller kollegaer enten har gjort eller mener er det rigtige og fornuftige at gøre? Når man bliver voksen, skal man have villa, vovse og Volvo, for det er jo sådan det er, ikke? Det har de tidligere generationer haft, så det er jo en selvfølge at min og kommende generationer også skal.

Men hvad nu, hvis jeg ikke vil det? Hvad nu, hvis livet ser anderledes ud for mig?

Du er ikke alene

Kender du noget til det her? Så tror jeg virkelig ikke, at du er ikke alene. Jeg tror, at alle mennesker på et eller andet tidspunkt i deres liv har gjort noget, de ikke ville, bare fordi samfundet er skruet sammen, som det er eller fordi man føler, at udefrakommende skal diktere, hvordan man skal leve sit liv. Og nej. Her mener jeg ikke at tømme opvaskemaskinen, støvsuge eller vaske tøj hver søndag. For det kommer man nok ikke udenom her i livet.

Jeg mener de store ting; taget en uddannelse, før man var klar; blevet sammen med den forkerte partner i for lang tid, fordi sådan er det nu engang; købt et hus selvom drømmen måske ikke var et hus alligevel. Hvordan gør man op med den tankegang?

Det har min mand og jeg spurgt os selv om, for jeg er træt af at gøre ting, som jeg ikke bliver rigtig glad af og som jeg føler, at jeg skal, fordi jeg er et voksent menneske. Så nu har vi taget et stort skridt i vores fælles liv.

Huset er sat til salg

Efter fem år har vi sat vores 70'er villa til salg, og det føles bare så rigtigt helt nede i maven for os begge to. Vi købte huset med drømmen om at gøre det ældre hus til lige netop vores og sætte vores eget præg. Vi ville bruge hver weekend på at renovere huset og gøre haven til det vi drømte om. Men sådan er vi ikke, fandt vi ud af.

Weekenderne blev i stedet for brugt på bl.a. venner, læsning og gaming, og det køkken blev aldrig sat i stand. Haven blev vild, men ikke med vilje og samvittigheden blev bare dårligere og dårligere.

Jeg har aldrig været gode venner med ukrudt om sommeren, min mand har fået græsallergi og selvom jeg oprigtigt troede det, er jeg virkelig ikke gør-det-selv typen. Jeg havde en forestilling om at flytte i hus og gå total “Nybygger” i den. Men ak nej. Det er modsat. Jeg har så mange hobbyer og skønne mennesker, som jeg hellere vil bruge min sparsomme fritid på og sammen med. Jeg vil læse, skrive, tegne, hækle, hundetræne, spise lækker mad, se teater, rejse og meget mere.

Og det synes jeg ikke, at jeg kan, uden min dårlige samvittighed tager fuldstændig over. Så vi har taget et valg. Vi gør, hvad der er bedst for os lige nu. Og det mantra er jeg efterhånden blevet ret gode venner med.

Min mors tre cirkler

Da jeg var barn, var jeg ofte vred og sur over ting, som jeg ikke kunne gøre noget ved. Så min mor har tegnet mange tegninger sammen med mig med tre cirkler på. Cirklen i midten var grøn, cirklen udenom var gul og cirklen yderst var rød. Når der var ting, der var trælse eller gik mig på, spurgte hun, i hvilken cirkel jeg var. Den røde betød, at der ikke var noget at gøre, så det gav ikke meget mening at bruge ekstra energi på det. Var man i den gule cirkel, var det en træls ting, men der kunne godt gøres noget ved det. Og i den grønne er alt bare godt.

Og jeg er i den gule! Lige netop nu, på dette tidspunkt i mit liv, er jeg i den gule cirkel. Det havde jeg faktisk glemt i en periode. Jeg er 32 år gammel, så jeg kan jo egentlig gøre lige præcis, hvad der gør mig glad. Og det tror jeg, man skal huske. Jeg mener også, at vi altid skal huske hinanden og ikke blive egoister, men vi er nødt til at tage vores egen iltmaske på, ligesom i flyveren, inden vi kan hjælpe andre.

Hvad så nu?

Jeg glæder mig som et lille barn til, at skal noget fikses eller går i stykker, er det ikke mit telefonnummer jeg ringer op, når jeg ringer til viceværten! Jeg glæder mig til at give huset videre til nogen, som virkelig elsker at have et hus. For det blev ikke mig eller min mand. I hvert fald ikke for nu. Jeg glæder mig til at bruge tid på det, som gør mig og os glade.

Hvem ved hvad fremtiden bringer? Jeg har på fornemmelsen, at den bliver rigtig god. Især når jeg husker mig selv på at gøre det, som gør mig glad i livet. Jeg slipper omverdenens forventninger til, hvad jeg skal eller burde, og lytter efter mig selv og min egen fornemmelse. Og det tror jeg nu egentlig er meget sundt.