Her mødes de for at krølle hjernen – og grine

Brædstrup Revys seks skuespillere finder et helt særligt fællesskab, når de mødes om årets forestilling. Revyen er deres frirum og fritidsliv, og stemningen i kulissen smitter direkte af på scenen.

Af Jørn Kildall. Foto Thomas Rasmussen

Der er noget med den måde, de står tæt. Som om kroppen ved det, før ordene falder: Her er et sted, man hører til. Og måske er det netop dét, der bærer Brædstrup Revy år efter år.

En flok mennesker, der møder op for at grine, lege og – som de selv siger – krølle hjernen en lille smule.

“Det er et frirum,” fortæller Tue, og de andre nikker, som om han har ramt noget, der ellers er svært at fange med ord.

For hvad er det egentlig, der sker, når seks mennesker med hver deres hverdag træder ind i samme rum?

Et frirum med varme i kanterne

For Peter er svaret enkelt. “Vi kunne ikke undvære alle de her dejlige mennesker,” siger han med et smil, der afslører, at fællesskabet betyder mere end selve revyen.

Julius griner og skyder ind, at han i sin tid kun var “erstatning” for Peter. Nu kan ingen af dem forestille sig revyen uden den anden.

Sådan fortsætter det. Små drillerier flyder rundt mellem stolene, men under det hele ligger en ægte varme, man næsten kan mærke i brystet.

Hanne siger det mere ligeud, som hun plejer: “Vi er hånd i handske, fod i hose, ben i buks.” Man fornemmer, at hun kunne blive ved. Og måske gør hun det også.

Et hold der hjælper hinanden på vej

Når revyen tager form, er det ikke én persons værk. Alle byder ind, idéer bliver kastet frem og tilbage, nogle bliver skarpere, andre forsvinder stille igen.

“Det, vi starter med, er sjældent det, vi slutter med,” fortæller Johnna. Teksterne ændrer sig, som om de skal have tid til at finde deres rigtige form.

Sidste år skrev Hannes søn endda et nummer aftenen før premieren. “Han var faktisk først i gang,” siger hun og trækker på skuldrene, som om det er helt naturligt, at ideerne bare vælter videre – også hjemme i stuen.

Glæden ved publikum

Selv om arbejdet fylder, især når premieren nærmer sig, er de ikke i tvivl om, hvorfor de gør det.

“Det hele er været det, når der sidder en masse gæster og riner,” siger Tue. En sætning, der falder hurtigt, men rammer præcist. Publikum er den sidste brik. Den, der får alt til at give mening.

Og sidste år kom der omkring tusind mennesker. En pæn slat lokale grin.

I år håber de bare på det samme – eller måske lidt mere. Men først og fremmest glæder de sig til at stå der sammen igen. Det er tydeligt.

Revyen er deres håndbold, deres badminton, deres tirsdag aften. Deres sted.

Og måske er det derfor, man allerede nu kan mærke det: Årets revy bliver båret af noget stærkt. Noget, der er større end jokes og replikker.

Det bliver båret af mennesker, der vælger hinanden.