Møderne, hvor ingen møder op

KLUMME - Det er ikke, fordi vi ikke vil – det er bare, som om tiden hele tiden forsvinder. Men måske er det netop nu, vi skal genopdage, hvad vi stiller op for.

Af Birgitte Feldborg

Der er kaffe. Der er kringle. Der er en dagsorden med otte punkter og et stille håb om, at punkt 8 – Eventuelt – ikke trækker ud til over sengetid.

Klokken er 19.03. Generalforsamlingen i den lokale forening er officielt i gang.

Eller… det ville den være. Hvis der altså var kommet nogen.

Bestyrelsen sidder klar. Kaffen og kagen er linet op. Kuglepenne og stemmesedler ligger fremme. Regnskabet er revideret og godkendt af revisor Hansen. Budgettet for det kommende år er gennemregnet på kryds og tværs, for det ville jo være pinligt, hvis indtægter og udgifter ikke stemte. Nøglerne til lokalet er hentet i god tid – og afleveres igen efter generalforsamlingen, fordi formanden skal på arbejde igen i morgen tidlig. Varmen er tændt, så ingen kommer til at fryse.

Alt er klart.

Undtagen deltagerne.

Det er ikke af ond vilje – det er bare… tirsdag

Det er ikke, fordi folk er blevet kolde eller ligeglade. Det er bare tirsdag. Og januar. Det regner. Aftensmaden blev sen. Barnet skal til svømning i morgen.

Og man har endelig fundet en serie på Netflix, hvor ingen dør i første afsnit.

Vi vil jo gerne – i teorien. Vi synes, det er vigtigt – i princippet. Men i praksis bliver det ved tanken.

Vi tænker: “Jeg har jo ikke noget på hjertet.”

Eller: “Der kommer sikkert rigeligt andre.”

Spoiler: Det gør der ikke.

Vi er mange, der bruger – men få, der møder op

Det ironiske er, at vi er masser, der nyder godt af de lokale foreninger.

Vi sender børn til gymnastik, spejder og fodbold. Vi går til fællesspisning i forsamlingshuset. Vi låner flag, stole og gryder til konfirmationer og runde fødselsdage.

Vi ser opslag på Facebook og tænker: “Hvor er det godt, at nogen tager initiativ.”

Men vi glemmer, at det hele kun findes, fordi nogen gør arbejdet bag kulissen.

Nogen, der møder op. Hver gang.

Nogen, der skriver referater, søger midler, tjekker brandslukningsudstyr og får kommunen i tale.

Nogen, der rydder op i køkkenet, selvom de egentlig kun kom for at høre et oplæg.

De gør det, fordi de tager det alvorligt – ikke sig selv, men fællesskabet. Og vi skylder dem, der møder op, en stor tak.

Ikke kun fordi de gør arbejdet – men fordi det, de gør, er vigtigt.

Foreninger holder sammen på mere end regnskaber

De lokale foreninger er ikke bare praktiske organiseringer.

De er limen mellem os.

De skaber steder, hvor vi kan samles – ikke fordi vi skal, men fordi vi har lyst. De giver børn og unge trygge fællesskaber, voksne noget at tage ansvar for, og ældre en følelse af stadig at høre til.

I et lille samfund er det ofte foreningerne, der sætter retningen for, hvad vi har – og hvem vi er.

Uden dem ville der være langt færre arrangementer, langt mindre kontakt på tværs – og en helt anden stilhed i hverdagen.

Det er dér, vi mødes. Og det er dér, vi opdager, at vi faktisk har noget sammen.

Møderne handler ikke kun om vedtægter og valg

Man kan godt grine lidt af generalforsamlinger. De er ikke kendt for deres tempo. Og der er ofte mere kaffe end konflikt.

Men mødet er et lille, lokalt demokrati i praksis.

Det er her, man kan stille spørgsmål, foreslå noget nyt, få indblik i økonomien eller bare mærke, at man hører til.

At det ikke er deres forening – men vores.

Og i en tid, hvor meget foregår bag skærme, er det faktisk ikke så tosset at mødes i virkeligheden.

Det er måske ikke perfekt – men det er ægte.

Måske er det i år, du overrasker både dig selv og formanden

Du behøver ikke melde dig til noget. Du må gerne bare lytte. Du må også gerne komme for kringlens skyld.

Det vigtige er, at du viser dig.

Når du møder op, gør du ikke bare bestyrelsen glad. Du viser, at det betyder noget.

At det ikke er en selvfølge, at det hele kører – og at det faktisk betyder noget, når nogen lægger kræfter i. For uden deltagelse bliver en forening til en service.

Og det var jo ikke meningen.

Der er stadig kaffe nok. Og en stol til dig.