Vi skal turde nytænke handlen i Horsens
HORSENS - Mette Frost, ejer af Femina Lingeri tror på fællesskab, forandring og modet til at tænke anderledes.
Tekst og foto Mark Sørensen/9MEDIA
Efter næsten 15 år som selvstændig i hjertet af Horsens har Mette Frost, ejer af Femina Lingeri i Hestedamsgade, oplevet både opture og udfordringer i byens detailhandel. Hun har set tendenserne ændre sig – både hos kunder, kolleger og i bybilledet, men hun tror stadig på fremtiden for de fysiske butikker. Forudsætningen er bare, at man tør udvikle sig.
”Vi er midt i en brydningstid. Detailhandlen i Horsens er under forandring, og det kræver, at vi tør se nye muligheder og samarbejde på tværs”, siger Mette Frost.
Fra leder til iværksætter
Mette Frosts vej til detailbranchen begyndte langt fra butiksgulvet. Hun er uddannet konfektionstekniker, i dag kaldet designteknolog, og arbejdede i mange år med produktion, kvalitet og ledelse i den internationale modeindustri.
Senere har hun arbejdet som underviser på VIA University College og blev chef i fagforeningen KRIFA.
Men lysten til at skabe noget eget trak i hende.
”Jeg har altid haft et iværksætter gen. Jeg kan godt lide at starte noget op, få ting til at lykkes og se mennesker vokse”, fortæller hun.
Da chancen bød sig i 2011, overtog hun lingeributikken Femina i Graven og lagde straks sin energi i at udvikle både koncept og butik og flyttede den om på sin nuværende lokation i Hestedamsgade.
“Jeg startede helt forfra – men jeg troede på det”
Overtagelsen blev ikke uden udfordringer.
Hun analyserede regnskaber, lavede forretningsplan og startede fra bunden med nyt varelager og nye leverandører.
”Jeg lå bogstaveligt talt på stuegulvet med excel-ark, da jeg overtog. Men jeg havde troen på, at jeg kunne bygge noget solidt op”, fortæller Mette.
I dag driver hun en stabil butik med fem ansatte, heraf flere i fleksjob. Et stærkt team, som hun beskriver som “verdens bedste”.
Detailhandlen skal tænke nyt
Vi spurgte ind til hvordan hun ser på detailhandelen i Horsens, nuværende situation og fremtiden.
Mette Frost er ikke bange for at tage bladet fra munden, når snakken falder på detailhandlen i Horsens.
Hun mener, at byen står midt i en nødvendig transformation og at butikkerne og City Horsens må samarbejde tættere.
”Vi skal væk fra “det plejer vi” og turde gøre tingene anderledes. Late Night og Black Friday er ikke længere løsningen – vi skal skabe nye oplevelser og relationer”, siger hun.
Hun foreslår blandt andet at udnytte tomme butikslokaler til iværksætterfællesskaber, hvor nye butikker kan starte i trygge rammer.
”De første tre år er altid de sværeste. Hvis vi kan skabe et fælles fundament, hvor erfarne og nye står sammen, så kan vi få nogle spændende forretninger i byen.”
Samarbejde frem for pegefingre
Mette Frost efterlyser også mere fælles ansvar i erhvervslivet. Hun mener, at kritikken af City Horsens skal erstattes af engagement og dialog.
”Når man peger på nogen, er der tre fingre, der peger tilbage på én selv. Vi skal stå sammen og tage ejerskab. City Horsens kan ikke gøre det alene, de kan facilitere, men vi skal som erhvervsdrivende også løfte vores del”, siger hun.
Hun foreslår, at der igen udarbejdes en fælles detailhandelsstrategi for Horsens, som både kommune, City Horsens og butikker kan stå bag.
Fysiske butikker har stadig en fremtid
Selvom nethandlen vokser, tror Mette Frost fortsat på, at de fysiske butikker har en vigtig rolle.
”Vi mennesker har brug for relationer. Vi vil gerne ses, rådgives og mærke, at der står et menneske bag disken. Det kan ingen webshop give”, siger hun.
Hun oplever, at kunderne i stigende grad efterspørger kvalitet og personlig service frem for hurtige klik.
”Det handler om relationer og oplevelser – ikke kun om pris”, siger hun.
En by i bevægelse
Når Mette Frost ser frem mod de næste år, er hun optimist.
Hun tror på, at Horsens kan fortsætte sin udvikling som en modig, ekspansiv og levende kommune, hvis både kommune, erhvervsliv og City Horsens arbejder i samme retning.
”Jeg ser Horsens som en by, der tør. En by, hvor vi går den ekstra kilometer og tør tænke nyt. Vi skal bare gøre det sammen”, slutter hun.