Omsorg på stopur

KLUMME - Min mand og jeg bor sammen med min far på 93 år. Fem gange om dagen kommer hjemmeplejen ind ad døren hos os. De kommer med et glad ”godmorgen” eller ”godaften”, et smil, et venligt ord og en rolig hånd på skulderen. De hjælper med medicin, bad og alle de ting, der følger med, når alderdommen gør én afhængig af andre.

Af Lisbet Lehtonen

Når alderen begynder at trykke, kan humøret være vanskeligt. Alligevel møder de ham med tålmodighed, humor og respekt. Det er tydeligt, at de mennesker, der arbejder i hjemmeplejen, gør det, fordi de gerne vil gøre noget godt for andre og kan lide de ældre borgere. 

Men der er én ting, man også tydeligt mærker: De har altid meget travlt.

De kommer ind, gør det de skal, og så er de videre til den næste. Ofte kan man næsten se på dem, at de allerede tænker på den næste adresse. Ikke fordi de vil væk – men fordi de skal.

Det er timed og tilrettelagt!

Hjemmeplejen arbejder i dag under nogle vilkår, der virker meget pressede. Arbejdet er planlagt ned i minutter. Der er dokumentation, køretid, nye opgaver og stramme planer. Og samtidig står de med mennesker, der ikke passer ind i et stopur.

Gamle mennesker bliver bare ikke færdige på syv minutter. Hvis noget tager lidt længere tid – hvis en borger har en dårlig dag, hvis medicinen driller, eller hvis der bare er brug for et ekstra øjeblik – så forskubber hele planen sig. Den næste aftale bliver presset, og så den næste igen. Pludselig skal resten af dagen indhentes i et endnu højere tempo, og det lægger et ekstra lag af stress oven på et arbejde, der i forvejen er presset.

Alle prøver, selvom det er svært

Når man ser hjemmeplejen tæt på, får man respekt for, hvor meget de faktisk forsøger at få til at fungere. Men man får også en fornemmelse af et fag, hvor kravene hele tiden vokser, mens tiden og hænderne ikke følger med.

Det virker ikke som et arbejdsliv, der er let at holde til i mange år.

Det er egentlig et paradoks. Vi taler ofte om, hvor vigtigt det er, at vores ældre får en værdig alderdom. Men værdigheden afhænger i høj grad af de mennesker, der møder dem i hverdagen – og de mennesker arbejder i et system, hvor tempoet virker stadig højere.

Hvorfor giver vi ikke tiden til arbejdet?

Når vi ser dem stå der med telefonen i hånden med dagens program, kan man ikke lade være med at tænke: De vil faktisk gerne gøre deres arbejde ordentligt.

Men spørgsmålet er, om vi giver dem tiden til det.

Hvis vi vil have en god ældrepleje, så handler det ikke kun om de ældre. Det handler også om arbejdsvilkårene for dem, der hver dag skal få omsorgen til at fungere i virkeligheden. Med en fremtids udsigt hvor vi kan se frem til flere ældre og færre hænder lover det ikke godt for hjemmeplejen.

Desværre er det et emne, der ofte først får opmærksomhed, når der er valgkamp. Så taler mange politikere varmt om ældreplejen og om bedre forhold. Men når valget er overstået, forsvinder emnet alt for ofte igen. Imens fortsætter hverdagens pres i hjemmeplejen – med travlhed, stopur og medarbejdere, der stadig prøver at gøre deres bedste med de rammer der bliver snævre og snævre.