Gode historier til din sommer
”Ferie, ferie, ferie! Slap nu af du har fri og…” læs en god bog! For det er lige det, sommeren kan bruges til. Ligegyldigt, hvad den byder på, kan en god bog altid trække dagen en karakter op. Og det er lige meget om det regner, er hedebølge eller om du er på ferie i Bali eller i Brædstrup.
Af Emilie Kildall
Ligesom sidste år, har jeg samlet fire bøger, som jeg vil anbefale dig denne sommer. Jeg har mange flere, men disse fire har sat sig i mig efter jeg vendte sidste side. Der er noget for enhver smag – science fiction, spænding, romance og noget af det mest mærkelige, jeg nogensinde har læst.
Bogen, der blev min favorit
Jeg har altid været fan af science fiction. Både i litteraturen og på det store lærred. Da jeg i 2025 flygtigt så, at endnu en rum-historie om verdens undergang var udkommet, måtte jeg da lige se, hvad det var. Og hold da op for en oplevelse! “Project Hail Mary” af Andy Weir er meget mere end rumskibe og videnskab. Det er en historie om venskab, håb og det at blive ved, selv når alt ser håbløst ud, krydret med en masse humor og selvironi. Jeg anbefaler den til alle, der vil lytte. Faktisk også til dem, som ikke vil lytte.
Ryland Grace vågner op alene i et rumskib uden at vide, hvem han er, eller hvorfor han er der. Langsomt vender hukommelsen tilbage, og han finder ud af, at han har fået en nærmest umulig opgave. Jorden er ved at gå under, for Solen bliver langsomt svagere. Det gør alle stjerner, undtagen én. Han skal finde en løsning og redde Jorden, men han finder hurtigt ud af, at han ikke er den eneste, som er på jagt efter svar. Det er rumvæsnet, Rocky, også.
Bogen, jeg ikke kunne slippe
Jeg elsker den følelse, når en bog bare fanger og man ikke kan stoppe med at læse. Skidt med søvnen og andet vigtigt, for intet er så vigtigt, som lige at læse et kapitel mere. Min gode kollega og jeg havde aftalt at læse “Hvepsefælden” af Mark Edwards sammen og vi havde lagt en fire ugers plan. Den plan holdt ikke, for jeg kunne simpelthen ikke stoppe igen. Uha, for en gyser, hvor spændingen var alt for intens!
En vennegruppe, som ikke har set hinanden i 25 år, mødes til en middag for at ære deres professor, som de arbejdede sammen med dengang. Men de bliver holdt fanget af nogle andre. En af vennerne har en hemmelighed fra dengang, som skal frem i lyset. Men hvilken hemmelighed? Hvem lyver? Hvem stikker hvem? Og hvem overlever, når det ikke er den rigtige hemmelighed?
Bogen, der føltes dejlig forbudt
Jeg er vild med romance-genren. Et godt plot, lækre karakterer, kemi, lidenskab og tiltrækning går rent hjem hos mig hver gang. Og nu er en ny undergenre begyndt at få sit indtog i Danmark, nemlig dark romance, som udforsker tabubelagte og mørke temaer.
Her kan fantasien få frit løb, og jeg strøg også igennem “Fængslet” af danske Henriette Vesterbak på knap to dage. For jeg var bare fanget af historien, som foregår i et fængselsmiljø. Den var intens, vildt godt skrevet, sexet og samtidig utrolig nervepirrende.
Fængselsbetjenten Elena Cruz møder på sit job den karismatiske Tyler Duncan, som er indsat for mord. Der opstår en intens og farlig tiltrækning imellem dem, som ingen af dem kan benægte. De burde ikke være sammen, men kan ikke lade være. Hun har skygger fra sin fortid som bliver ved med at hjemsøge hende. Spørgsmålet er derfor heller ikke, om Tyler kan hjælpe, spørgsmålet er, om han overhovedet burde.
Bogen, hvor jeg var snotforvirret
At blive en smule forvirret, når man læser en bog, er en del af en god historie. Men når man er så forvirret, at man intet forstår, kan man have lyst til at give op. Men lad endelig være med at give op på “Piranesi” af Susanna Clark, for det er virkelig, virkelig værd at læse videre! Hånden på hjertet er det en af de mest originale bøger, jeg nogensinde har læst.
Den er så gennemført, og alt det kringlede bliver bundet sammen til sidst. Jeg var vitterligt blæst bagover af denne mystiske fortælling, som jeg havde i hovedet flere uger efter jeg læste den.
Piranesi bor i et enormt hus, som er en uendelig labyrint fyldt med sale, vestibuler, statuer og tidevand. Her holder han styr på det hele i sin notesbog. Han bor der sammen med Den Anden. De mødes to gange om ugen. Livet i Huset er godt, indtil Piranesi opdager, at der dukker meddelelser op med kridt. Hemmeligheder dukker op og den verden, Piranesi troede, han kendte, er pludselig helt anderledes. Resten må du læse dig frem til, så du kan få en lige så god oplevelse, som jeg havde.
Jeg ønsker dig en dejlig og læsefyldt sommer!