Velbesøgt generalforsamling
VESTBIRK - Sidste år fusionerede SuperBrugsen Østbirk og Brugsen Lund til den fælles Østbirk og omegns Brugsforening, og torsdag afholdtes foreningens første generalforsamling i det nye format.
Af Per Bonde
Det blev et tilløbsstykke. Der var 105 tilmeldte, hvilket er væsentlig flere end vi har været vant til de seneste mange år, og lidt flere mødte op. Da generalforsamlingen gik i gang, var der 111 personer indenfor dørene, så hvert bord var fyldt helt op.
Der var ingen tvivl om, at de fremmødte var spændte på at høre, om fusionen nu havde været en god ide, og hvad fremtidsudsigterne er for de to butikker. Både formandens beretning og uddelerens gennemgang af regnskabet fortalte om et underskud i 2025, men det var en forventet konsekvens af fusionen.
Ingen sensationer
Generalforsamlingen var relativt hurtigt overstået. Der var ingen uventede sensationer, ingen kampvalg – i det hele taget meget fredeligt. I beretningen blev fusionen forklaret, Rasmus Winther har overtaget roret i Lund, og har sammen med det øvrige personale skabt en dynamik, der tegner godt. Der var tak til Conny og Kenneth for at have trukket et større læs i et års tid. Der var et velkommen til Kasper Slot Jensen som ny souschef i Østbirk, og der var et stort hurra fra alle deltagere til hele personalet – det var næsten så taget lettede.
Der blev også orienteret om kedelige emner som køb af Ydingvej 14, afklaring af den langvarige sag med Horsens kommune og SAMN om det areal langs Bryrupbanestien, der blev købt af kommunen for 2 år siden, så der nu er i gang med at anlægge parkeringspladser og ladestandere på arealet.
Underskud men bedre soliditet
Kenneth gennemgik regnskabet. Det udviste underskud, men med beslutningen om fusion var det forventet. Der er en tendens til udelukkende at kigge på resultatet, men lige nøjagtig i år er der også rigtig god grund til at kigge på balancen. Her viser aktivmassen en vækst på omkring 10 mio.kr. og egenkapitalen har fået et løft på omkring 6,5 mio.kr., så foreningens soliditetsgrad er vokset betragteligt – det er da ikke så ringe.
Både beretning og regnskab blev godkendt. Der var ingen forslag fra hverken bestyrelse eller medlemmer, så det var direkte til valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleant – det var hurtigt overstået, da der ikke var opstillet modkandidater til de afgående. Derfor blev Flemming Rübner, Søren Veis og Per Bonde genvalgt til bestyrelsen, og Hans Jensen fik genvalg som suppleant.
Der var nogle få spørgsmål – primært til uddeleren under eventuelt. De blev besvaret, og ordstyrer Søren Veis kunne takke for god ro og orden. Det betød, at formand Per Bonde kunne takke Søren for kompetent ledelse af generalforsamlingen, og lade forsamlingen gå fra det nødvendige til det fornøjelige.
Vin og tapas
Det var foreningens eget personale, der stod for forplejningen. Uddeler og souschef stod for drikkevarerne, mens slagter og delikatesse diskede op med et lækkert tapasbord. Begge dele blev taget godt imod, og medførte et yderligere løft i stemningen – måske ikke overraskende at god vin og lækker tapas er mere underholdende end tørre tal og alvorlige ord.