Der blev pustet helt vildt i Sundhedshuset
HORSENS - Onsdag tilbød Lungeforeningen i Horsens, at man kunne få tjekket sin lunger med en pustetest, og mere end 150 tog mod tilbuddet.
Tekst og foto Per Bonde
Det er fantastisk, at så mange er kommet forbi, udtaler Nick Richter formand for Lungeforeningen i Horsens. Vi ved at omkring 700.000 danskere i større eller mindre grad har vejrtrækningsproblemer, og vi ved også at mange af dem aldrig er blevet testet. Det betyder så også, at de heller ikke er blevet oplyst om mulighederne for at få hjælp, eller hvad man kan gøre for at få et bedre liv.
Når man har fået testet lungekapaciteten, er der mulighed for at tale med læger og sygeplejersker, med speciale i netop lunger. De kan rådgive og vejlede dig i hvordan du kommer videre i sundhedssystemet. Noget så simpelt, som hvad er det du skal tale med din egen læge om, til hvad du kan gøre for at få et godt liv med nedsat lungekapacitet.
Man kan og skal lære at leve med det
Nedsat lungekapacitet er en tilstand, man skal lære at leve med, fortæller speciallæge i lungemedicin Line Weisbjerg Christensen. Det er sjældent, kapaciteten kan bringes tilbage til tidligere tiders niveau, men man kan selv gøre noget for at formindske generne af den manglende lungekapacitet.
Det bedste, man kan gøre, er at sørge for at få rigeligt med motion. Det kan være hårdt i starten, ikke mindst fordi man let bliver forpustet, men hvis man er ihærdig og vedholdende, vil man opleve, at iltoptagelsen bliver bedre, og med det følger, at der skal mere til, før man føler sig forpustet. Så selv om man ved KOL og Astma kan få mange forskellige præparater, får man det meget bedre, hvis man også sørger for at få motion.
Nick Richter fortæller, at han har KOL og 50% nedsat lungekapacitet, men han motioner regelmæssigt, og som han siger, det går squ meget godt – jeg har da cyklet helt Flensborg i et stræk uden problemer. Så jeg er et levende bevis på, at motion nytter.
Nick og Line siger, at hvis man går rundt og føler, at man let bliver forpustet, f.eks. når man går på trapper, er det en rigtig god ide, tager en tur forbi sin egen læge, så man kan blive udredt for eventuelle lungeproblemer. Som ved alle andre sygdomme og skavanker, er det vigtigt at komme før end senere – det går sjældent væk af sig selv.