Gå til hovedindhold

Lokal rådgiver bliver souschef i Brædstrup



Camilla Korshøj Sparekassen Kronjylland

Camilla Korshøj tiltræder 1. januar som ny souschef i Sparekassen Kronjylland i Brædstrup. Den 37-årige rådgiver er født og opvokset i byen og har de seneste fire år arbejdet i afdelingen, hvor hun fortsætter med tæt kundekontakt.

BRÆDSTRUP - Den 37-årige Camilla Korshøj, født og opvokset i Brædstrup, rykker fra årsskiftet op som souschef i Sparekassen Kronjylland. Hun vil fortsat være tæt på kunderne – og bruge sit lokalkendskab til at styrke både afdelingen og byen.

Af Jørn Kildall

Det er et kendt ansigt, der fra 1. januar får ny titel i Sparekassen Kronjylland i Brædstrup. Camilla Korshøj, som de seneste fire år har været kunderådgiver i afdelingen, tiltræder som ny souschef. Og hun gør det med samme lokale ben i jorden, som hun altid har haft.

Camilla er født og opvokset i Brædstrup. Hun bor her stadig. Og hun lægger ikke skjul på, at netop det betyder noget.

– Det betyder rigtig meget for mig, at jeg via mit arbejde kan bidrage til byens positive udvikling, siger hun.

Relationerne i centrum

Selvom hun nu får mere ansvar, er der noget, Camilla Korshøj ikke vil give slip på. Kunderne.

– Det er relationerne til kunderne, der driver mig, og det betyder noget ekstra, fordi jeg er lokal. Så det er vigtigt for mig at holde fast i. Mine kunder vil derfor ikke opleve den store forandring, fortæller hun.

Camilla er uddannet i Nordea i Horsens i 2010 og har også været omkring Jyske Bank, inden hun vendte hjem til Brædstrup og Sparekassen Kronjylland. Fra årsskiftet får hun en ny rolle, hvor hun blandt andet skal støtte og udvikle sine kolleger.

– Jeg har nogle rigtig dygtige kolleger, og jeg glæder mig til at bakke op om deres tanker og idéer. Vi vil vores kunder, og vi vil byen.

At kende byen indefra

At bo i den by, hvor man arbejder, ser Camilla som en klar styrke.

– Når jeg hjælper nogen med at købe hus, kan jeg jo sige: “Nå ja, det er huset ved siden af Jens og Dorthe”. Det sætter mange kunder pris på, siger hun med et smil.

Sparekassen støtter også lokalt, blandt andet gennem sponsorater til foreningslivet. Og den effekt ser Camilla helt tæt på.

– Når vi for eksempel hjælper et lokalt børnefodboldhold med nye trøjer, kan man se glæden. Det gør mig stolt.

Lokalt – også efter fyraften

Privat er Camilla gift med Martin, der også er født og opvokset i Brædstrup. Sammen har de børnene Ingrid på 12 år og Mads på 7. I fritiden er Camilla frivillig børnefodboldtræner i Brædstrup IF og deltager i kettlecross i foreningen.

Camilla Korshøj overtager souschefrollen efter Dan Weller, der fortsætter som kunderådgiver i afdelingen.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer