Romantisk bogmesse
KOLDING - I weekenden den 18. og 19. april blev Danmarks største romancefestival, GUNST, afholdt i Kolding for anden gang. Det var lyserødt, der var proppet og der var liv og glade dage!
Af Emilie Kildall
For anden gang nogensinde blev Gunst festivalen afholdt i Brændkjærhallen i Kolding. Festivalen er skabt af dedikerede romancelæsere med en passion for at udbrede kærligheden til romancegenren og øge læseglæden.
Hvorfor lige en romance festival?
Alle man spørger er enige – Fordi det skaber så meget glæde og fællesskab. Jeg vil vove pelsen og gætte på, at mere end 90% af de besøgende til denne festival er kvinder. Og disse kvinder har dedikationen til romance til fælles.
Selve genren har været lidt et tabu og er førhen blevet set, som værende ”ikke-rigtig-litteratur”. Hvis man læste f.eks. Danielle Steel og ”gængse” kærlighedsromaner i 00’erne og 10’erne, var det jo ikke rigtig læsning. Men det jeg skal love for, at synet på dette er blevet noget andet.
Jeg er selv vild med genren fordi den er så bred, og især fordi den henvender sig til så mange. Bevares, det handler meget om kærlighed og om de får hinanden til sidst. Men sådan kan man jo sætte enhver genre i bås. Vi har også både Krimimessen i Horsens og Fantasyfestival i Esbjerg, som henvender sig til én specifik genre.
Foreningen bag festivalen siger selv: ”GUNST's primære formål er at fremme romancelitteraturen i Danmark, sætte fokus på genren og skabe et inkluderende fællesskab for læsere, forfattere og entusiaster.”
Besøg fra udlandet
Både sidste år i 2025 og i år kunne Gunst trække store navne op af hatten. Bl.a. de store danske romanceforfattere som L. Sherman, Louise Colding, Sara Ejersbo, Ella Andrup, Henriette Vesterbak og mange flere.
I år blev en smule vildere, da festivalen fik besøg helt fra USA. Den amerikanske forfatter Amy Daws var rejst til Europa, for bl.a. at besøge Danmark. Med sine utallige romancebøger, som også er oversat til dansk, var hun et stort trækplaster på både scenen i et interview og som rolig og nede på jorden ved forlagets stand, hvor hun snakkede og signerede bøger for alle de mange fans.
Det magiske fællesskab
Folk var generelt utrolig glade og der strålede en entusiasme ud fra hallen, som man kunne mærke helt inden i knoglerne. Alle var samlet, fordi vi havde og har et fælles ståsted og et fællesskab.
Inden jeg selv kørte til Kolding om lørdagen, spurgte min mand mig inden, om jeg ikke ville blive lidt alene eller ensom, når nu jeg havde valgt at tage af sted alene. Hertil måtte jeg ærligt svare et stort ’nej’. Idet jeg i forvejen er bogblogger, kender jeg mange andre bloggere og også forfattere og forlagsfolk. Jeg vil altid have nogen at snakke med på en bogmesse.
Men på GUNST mærker man bare folks interesse på en anden måde. Jeg kom i snak med så mange, KUN fordi vi havde kærligheden til romancegenren til fælles. Det var næsten magisk!
GUNST-prisen
Ikke nok med både besøg fra USA og mange af de store romanforfattere og de forlag, som udgiver deres bøger, så har festivalen også startet GUNST-prisen. Denne går til årets danske romanceudgivelse, og hylder dermed den bedste danske kærlighedsroman udgivet i det forgangne år.
I år vandt Henriette Vesterbak for sin dark romance ”Fængslet”, som jeg også havde læst og fik en fin signering i. denne subgenre af romance udforsker tabuer, intense og ofte farlige relationer og meget moralsk komplekse karakterer. Vesterbaks roman er helt klar anbefalelsesværdig og rykker med ens egne grænser.
Hvor meget er der lige?
Foruden forlagenes stande med gode bøger og gode priser, to forskellige scener med mange spændende og interessante programpunkter og en madvogn udenfor klar til det store pres, var der også flere events og workshops.
Jeg deltog selv i forfatter Pernille Redders ’Romance & Feelgood workshop’. Her var vi 10-12 stykker, som alle havde en drøm om at skrive eller komme i gang med det. Med mange gode råd, en fysisk udfyldt seddel og en god tilgang til emnet, var de to timer en fornøjelse. Jeg er selv vild med Redders bøger, så det var fedt at få vejledning fra hende til mine egne skriverier.
Næste år bliver vildt
Allerede nu skal man sætte et stort kryds i forårskalenderen, hvis man vil med til Gunst i 2027. Datoen er endnu ikke offentliggjort, og det rygtes, at lokationen både bliver en anden, men også meget større end i år.
Jeg glæder mig i hvert fald som et lille barn til at komme afsted igen. For hvor er det fantastisk, at enkelte ildsjæle med så stor en passion kan få stablet sådan et fantastisk event på benene.