Gå til hovedindhold

Rundpinden strikker 200.000 kr. til børn i mistrivsel



Strikkedamerne i Underup

UNDERUP - En trailer fyldt med arvegarn blev starten på et lokalt fællesskab, der i dag sender hver en krone til Julemærkefonden. Og nu får de endda et stort skulderklap fra Lions Club.

Af redaktionen

Det er næsten ikke til at forstå. At noget, der begyndte med en trailer fuld af min mors restgarn, nu er endt med 200.000 kroner direkte til Julemærkefonden. Og så endda med Lions Club, der lige topper det hele med en donation på 106.000 kroner. Vi må altså lige knibe os selv i armen. Og så strikke videre.

En trailer fyldt med garn

Dengang i 2018 stod jeg dér med alt det garn, jeg aldrig ville få brugt. Jeg lagde et opslag på Facebook: Rundpinden 8740. Kun et lille håb om hjælp. Men der kom folk, stille og roligt. Så kom lidt flere. Og endnu et par stykker. Og før vi vidste af det, havde vi skabt noget, der ligner en lille garnfamilie.

Vi fandt hurtigt ud af, at vores kreationer kunne gøre gavn. Vi begyndte at sælge dem og sende pengene – ubeskåret – til Julemærkefonden. For børn, der mistrives, og som trænger til at mærke, at de også hører til. Det gør noget ved en, når man ser, hvad sådan et ophold kan betyde.

Garndepot fyldt til randen

Kaffe, Bailey og strikkeglæde

Hver anden lørdag mødes vi i Nim Multihus. Nogle kommer for hyggen, nogle for snakken, og andre fordi det er rart at få noget mellem hænderne. Om kaffen er sort eller tilsat en sjat Bailey, det blander vi os ikke i. Vi lærer af hinanden, griner af hinanden, og holder fast i den der varme, som kun opstår, når ingen skal præstere noget.

De smukkeste ting bliver egentlig ikke lavet til møderne. De bliver til hjemme ved køkkenbordet. Med en pose restgarn fra en gavmild donor og et par timer i sofaen.

Garnglade kunder – og armene i vejret

Kunderne finder os på Facebook, hos Min Købmand og i konfirmandstuen i Nim. De bestiller mere og mere. Vi strikker mere og mere. Og hver gang MobilePay-nummeret blinker, ved vi, at endnu et barn får en chance for at tro lidt mere på sig selv.

At runde 200.000 kroner føles stort. Næsten for stort. Og når Lions Club ovenikøbet synes, at vores arbejde er værd at bakke op med 106.000 kroner, ja så står armene lidt højt. Altså indtil vi tager dem ned igen for at nørkle videre.

Vi er nu 15 aktører. Plus dem på afstand, der sender kasser af garn og færdige ting. Det hele gør det muligt at fortsætte. At blive ved. At lade en trailer fuld af restgarn vokse til noget, der faktisk gør en forskel.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer

Mest læste artikler