Håbet banker på, når vi samler, sammen

DEBAT - ”I skal også forberede jer på at blive ramt af glæde.” Sådan lød det fra landechefen for Folkekirkens Nødhjælp i Uganda, inden jeg i oktober måned 2025 rejste med dem rundt i Uganda for at besøge flere store nødhjælpsprojekter, som forberedelse til landsindsamlingen 2026.

Af bispekandidat Esben Thusgård

Nok var fattigdommen stor blandt uganderne, der lever i skyggen af konflikt og klimaforandringer. Men glæden var der også.

En tidlig søndag morgen i Soroti var jeg med til at holde gudstjeneste. Omkring 2000 mennesker mødte frem for at synge og høre en prædiken om Guds nåde. Midt i usikkerhed og afsavn blev vi mødt af et budskab om værdighed og håb for ethvert menneske. Det gjorde indtryk.

Nu nærmer vi os så den landsdækkende indsamling, 8. marts. Masser af frivillige og konfirmander i sognene i hele Aarhus stift vil gå fra dør til dør for at samle ind til mennesker ramt af krig og katastrofer i blandt andet Ukraine, Gaza og Sydsudan. Der er nødstedte nok at samle ind til, særligt når store donorer skærer i hjælpen til verdens fattigste.

Det er dog ikke verdenspolitikken, der afgøres på en villavej den søndag formiddag. Men vi sender et klart signal om ikke at lade kynismen få det sidste ord. Vi lever i en tid, hvor fronterne er hårde, og dommene falder hurtigt. Men kirken har et andet ærinde. Ikke at pege fingre, men at pege på, at et menneskes værdighed ikke afhænger af styrke eller succes.

Jeg lærte det samme, da jeg som ung arbejdede i Kirkens Korshær i Aarhus. Jeg troede, jeg skulle gøre en forskel for andre. I stedet lærte jeg, hvor meget jeg selv havde at lære. Jeg mødte mennesker, der havde mistet næsten alt – men ikke deres værdighed. Det gjorde indtryk. Og det har fulgt mig siden.

For mig er diakoni og nødhjælp ikke en kirkelig sidebeskæftigelse. Det er en konsekvens af evangeliet. Nåden gælder ethvert menneske. Troen mister sin varme, betydning og alvor, hvis den kun passer sig selv.

Derfor går frivillige hvert år på gaden for Folkekirkens Nødhjælp. I år den 8. marts under det enkle slogan: “Vi samler. Sammen.” Og det gør vi, fordi der findes mennesker, der mangler rent vand, mad, medicin og sikkerhed. Familier, der må vælge mellem behandling og mad. Børn, der ikke kommer i skole. Landsbyer, hvor en brønd eller en nødhjælpspakke afgør, hvordan vinteren bliver. Jeg har som sagt været i Uganda og set, at det gør en forskel.

Derfor skal vi tage ansvar og handle, når vi kan. Indsamlingen den 8. marts er et konkret udtryk for det.

Når frivillige banker på døren, er det håbet, der banker på. Vi samler. Sammen.