Gå til hovedindhold

Sensommerfest for 60+



Seniorfest i Østbirk

Seniorfest i Østbirk (Foto: Per Bonde)

ØSTBIRK - Centerrådet i Østbirk holdt stor fest for alle over 60 i Østbirkhallen.

Tekst og foto Per Bonde

Kommunen havde stillet midler til rådighed for samtlige centerråd, så de hver kunne afholde 2 arrangementer for deres område. I Østbirk besluttede man - efter drøftelser med byens øvrige pensionist og seniorfællesskaber - at bruge pengene på en stor fest i Østbirk hallen. Mad og underholdning ville være gratis, mens deltagerne selv måtte betale for drikkevarer.

Dobbelt så mange tilmeldte som der var plads til

Forventningen var, at der måske ville være 80 interesserede, og at festen kunne afholdes i cafeteriet. Det viste sig hurtigt, at mange flere ønskede at deltage, og så efter snak med hallens bestyrer Jesper Bentzen blev det besluttet at tage den nye hal i brug. Der blev sat en grænse ved 165 tilmeldinger. Desværre måtte vi sige nej til en del, fortæller Hanne Sole – forperson for Centerrådet i Østbirk, men arrangementet er allerede mere end dobbelt så stort som vi i vores vildeste fantasi havde troet muligt.

I god tid inden løjerne startede var gæsterne på plads. The Four Snacks var klar på scenen og numre fra en tid da vi alle var yngre strømmede ud af højttalerne. Det bringer minder, om dengang jeg sad med spolebåndoptageren og optog musik fra radioen, fortalte Ernst. Ja sagde Erna, det var rigtig hyggeligt, men musikken var ikke helt så høj dengang.

Seniorfest i Østbirk

Pandekager 

Menuen var pandekager med okse eller kyllingefyld med forskelligt grønt og dressing. Det var selvfølgelig også muligt at vælge en med det hele for at sikre en alsidig kost. Desserten bestod af pandekager med is og forskellige smagsvarianter af pynt. Hverken mad- eller dessertpandekagerne var små, men til gengæld lækre, så alle blev mætte.

Alle hyggede sig, og snakken gik ved bordene, lidt om dagligdagen, men også historier fra nær og fjern om alt fra dildoer til svigermødre og uddannelse – kom ikke og sig, at vi seniorer er ensidige. Min bordfælle Anne Grethe gav udtryk for, at sådan en sensommerfest var et rigtig godt initiativ, der udover noget godt at spise og dejlig musik, fik minder om en dejlig tid frem. Det må de gerne gøre igen til næste år, lød det. 

Seniorfest i Østbirk

De gamle ben kan stadigt

Efter pandekagerne slog Four Snacks atter strengene an, og selvom benene er blevet lidt ældre, kunne det for mange være svært at sidde stille. Dansen startede på dansegulvet – måske ikke helt så vildt som det ville have været for 40 år siden, men nu med mere intensitet og ynde. Spontant opstod der lyst til kædedans, og snart snoede kæderne sig rundt i hallen mellem alle borde. Hver deltager havde sin egen rytme, men smukt så det ud.

Hanne Sole og resten af centerrådet var synligt stolte over den fest, de havde fået banket ned sådan en søndag først i september. Vel er det vores initiativ, men det havde ikke kunnet lade sig gøre uden opbakning fra Pandekagehuset og Four Snack, samt ikke mindst Jesper i hallen. Uden hans fleksibilitet, havde festen kun været halvt så stor. Jeg lover, at såfremt vi overhovedet har muligheden, gør vi det her igen til næste år, sluttede Hanne.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer