”I Danmark er de alle sammen socialdemokrater”
DEBAT - For nogle folketingsvalg siden var der en italiensk avis, som sendte en journalist til Danmark. Han skulle følge den danske valgkamp gennem alle tre uger, og hver dag sende en reportage hjem til sin avis.
Af Bent Riis
Socialdemokratisk byrådskandidat
Men efter fem dage var han tilbage i Italien, og begrundelsen var: ”Der er ikke noget at skrive om, for i Danmark er de alle sammen socialdemokrater. Den mest ophedede debat jeg oplevede i det lykkelige land mod nord var, om der skal være musik i kostaldene eller ej”.
Men er vi alle sammen socialdemokrater? På nær nogle få sjove særlinge er svaret JA! Det som 98 procent af danskere er fælles om at holde af, er nemlig en socialdemokratisk opfindelse: Velfærdssamfundet. Kun meget få vil have råkapitalistiske tilstande hvor Fanden tager de sidste.
Og det er måske netop værd at huske på, hvem opfinderen var, mens de borgerlige haltede småfornærmede bagefter. Den gamle socialdemokrat Erhard Jacobsen sagde det meget præcist: ”De borgerlige vil det samme som Socialdemokratiet. De vil det bare med ti års forsinkelse”.
Derfor er jeg socialdemokratisk byrådskandidat: Jeg ønsker ikke, at Horsens skal være ti år forsinket, og jeg tror, at socialdemokrater er de bedste til at være socialdemokrater. Jeg tror, at velfærdssamfundet udvikles og fornys bedst af det parti, som først formulerede ideen, og førte den ud i virkeligheden. Hvis jeg kommer i byrådet, vil jeg mest af alt være de sårbares stemme, de svages advokat og de skæve eksistensers ven.