Sommerfest samlede Skovly under parasollerne
HOVEDGÅRD - Beboere, pårørende og personale nød en varm sommeraften med grillmad, musik fra Hovedgård Blæserne og fællessang i haven på Skovly Plejehjem.
Af Jørn Kildall. Foto Arendina Post de Jong
Torsdag aften var haven ved Skovly Plejehjem i Hovedgård fyldt med borde, stole og parasoller, da beboere, pårørende og personale samledes til årets sommerfest. Solen stod stadig højt, og parasollerne var slået op langs terrassen, hvor de gav den mest eftertragtede skygge. Flere havde fundet solhat eller kasket frem, mens andre rykkede lidt på stolene, når solen flyttede sig.
En pårørende kiggede op mod den blå himmel og smilede.
"Det vejr har I da klaret godt."
På græsplænen havde Hovedgård Blæserne taget opstilling med drivhuset som baggrund. Omkring 15-20 musikere spillede en række velkendte melodier, mens snakken gik ved bordene. Flere sad og nynnede med, mens andre lod musikken danne baggrund for samtaler med familie og venner.
Grillen trak gæsterne til
Grillen blev hurtigt et samlingspunkt. Der blev serveret grillpølser med kartoffelsalat, salat og hjemmebagte boller, og duften bredte sig over haven.
Der blev fortalt historier, grinet og udvekslet nyt rundt om bordene. Da køen ved grillen blev kortere, var der flere, som tog en ekstra tur efter endnu en pølse.
"Dejlig mad og perfekt vejr," lød det fra en beboer, inden hun satte sig tilbage ved bordet.
For medarbejderne var aftenen også en anledning til at møde familierne i andre rammer end den travle hverdag.
"Det er en god måde at møde beboernes pårørende på," sagde en medarbejder.
Sang over kaffen
Senere på aftenen blev Højskolesangbogen fundet frem. Kaffen blev skænket, cookies sendt rundt, og mange stemte i på de kendte sange. Nogle sang med fra første vers, mens andre lyttede og bladrede i sangbogen, inden de fandt melodien.
Da de sidste toner fra Hovedgård Blæserne havde lagt sig, fortsatte samtalerne omkring bordene. Kaffekopperne blev langsomt tømt, mens den varme sommeraften gik på hæld.