Gå til hovedindhold

Farligt vejr stoppede ikke de træfsikre spillemænd



Tre generationer som smiler

Tre generationer Meldgaard, der dyrker musikken: Unge Lucas, som spiller kornet – Linda, som spiller harmonika – og Preben Meldgaard, slagtøj og harmonika

HORSENS - I kølvandet på snestormen torsdag og fredag stod vejrudsigten på isglatte veje, spredt fygning og sæbesjap, da Lions Bygholm Horsens lørdag slog dørene op til det traditionsrige Horsens Harmonika- og Spillemandstræf i Forum Horsens.

Af Lene Bonde. Foto Jørn Bonde

Vintervejret satte sit præg på træffet, der for 11. gang har samlet spillemandsorkestre fra hele landet. Et af de tilmeldte 17 orkestre meldte afbud, ligesom antallet af danselystne gæster var mindre end tidligere år. Men det blev trods afbuddet 11 timer med medrivende underholdning og dansemusik.

Landsdækkende orkester

Ikke alle lod sig stoppe af udsigten til en lang køretur i sne og kulde. Glade spillemænd fra Nordjylland, Ærø og andre landsdele troppede op i Horsens med glade toner i bagagen.

Ikke mindst orkesteret Rudi’s Ladybirds Brass Edition, der foruden harmonikaer og slagtøj består af bas, guitar - og nu trompeter.

Alle orkestermedlemmerne var på plads på scenen, selv om de kommer fra henholdsvis Århus, Thisted, Give, Vejle og sågar Møn, hvor snestormen var værst.

Harmonikatræf i Horsens

Hygge – og danseglæde. Som sædvanlig ved Horsens Harmonika- og Spillemandstræf

Vi øver, når vi står på scenen

Vi spurgte de to samlende figurer i ensemblet, far og datter Preben og Linda Meldgaard, hvordan et orkester, der er så geografisk spredt, kan levere musik på så højt niveau?

”Ja, vi bliver tit spurgt om, hvornår vi øver, og svaret er enkelt: Det gør vi, når vi står på scenen”, siger Preben med et glimt i øjet.

Han og Linda er enige om, at orkesteret er blevet til i mødet med mennesker, der elsker folke- og spillemandsmusik – og så lidt tilfældigheder.

Harmonikatræf

Fra fodbold til harmonika

Tilfældigvis skaffede Prebens kone og Lindas mor, som desværre gik bort for et par år siden, helt uventet familien en fin harmonika. Hun havde en svaghed for alle slags konkurrencer, indsendte en kupon og vandt en harmonika til 30.000 kr.

Det blev ikke hende, men Preben, som begyndte blevharmonikaspiller. Han var da midt i 30’erne.

”Jeg var ved at blive for gammel til at spille fodbold og tænkte, at jeg ville få færre skader ved at spille harmonika,” siger Preben, stadig med et glimt i øjet, og tilføjer: ”Det er da også foreløbig kun blevet til en enkelt spille-skade. Jeg sad på en skalstol, hvor det ene ben langsomt skred ud over scenekanten, så jeg pludselig røg på gulvet med harmonika og det hele.”

Harmonikatræf

Kendt for den toradede

Datteren Linda spiller på den lille toradede harmonika, som orkesteret er kendt for (den som fx ses i gamle Anders And-blade). Hun har spillet harmonika, siden hun var 11 år, men opdagede for alvor den toradede, da hun under sin musikuddannelse mødte en folkemusiker, som viste hende mulighederne i det specielle instrument.

Siden er det gået slag i slag, og orkesteret har underholdt på utallige harmonikatræf og andre folkemusikbegivenheder rundt om i hele landet.

Som også denne lørdag i Horsens, hvor Rudi’s Ladybirds Brass Edition og en stribe andre orkestre og grupper fyrede op for forårshumøret på en grå og temmelig trist vinterdag med deres glade toner.

Rudi’s Ladybirds Brass Edition

- et navn, der kræver en forklaring

Orkestret hed tidligere Rudi’s Blue Ladybirds.

”Rudi’s” har sin oprindelse i navnet på ejeren af Rudolfs Harmonikaforretning. Rudi, som han blev kaldt, sponsorerede orkesterets harmonikaer. ”Ladybirds” refererer til Linda Melgaards passion for mariehøns (ladybirds på engelsk). ”Blue” var yndlingsfarven for et tidligere orkestermedlem, som også mestrede den toradede.

Og ”Brass Edition” henviser til tilføjelsen af de to trompeter (messinginstrumenter = brass på engelsk).

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer

Mest læste artikler