ØSTBIRK - Der er emner, som aldrig forsvinder fra dagsordenen i en by som Østbirk – nemlig trafikken.
Af Jens Glavind
Ser man tilbage i de gamle årgange af Østbirk Avis, opdager man hurtigt, at diskussionen om bilernes hastighed ikke er et moderne fænomen. Tværtimod.
Allerede i 1928 skrev en frustreret Østbirker et læserbrev under overskriften “Kørehastigheden gennem Østbirk.” Her fortæller skribenten, hvordan Borger- og Håndværkerforeningen med stort besvær havde fået indført skilte, der begrænsede hastigheden til 25 kilometer i timen gennem byen. Men skiltene hjalp ikke meget.
“Daglig ser vi Biler og Motorcykler fare herigennem med indtil 50 km Fart lige for Næsen af os,” skrev den anonyme Østbirker.
Det lyder næsten, som om indlægget kunne være skrevet i dag.
Bekymringen var den samme som nu. Hvad sker der den dag, et barn kommer i vejen? Skribenten mente, at hastighedsbegrænsninger uden kontrol var nyttesløse og efterlyste langt skrappere midler over for de bilister, der ignorerede reglerne.
Set med nutidens øjne virker 50 kilometer i timen måske ikke voldsomt. Men i 1928 var det en ganske anden sag. Bilerne havde tromlebremser, smalle dæk og en bremseevne, der ikke kan sammenlignes med moderne biler. Samtidig var vejene smalle, fortovene få, og børn legede ofte tæt på kørebanen. Frygten for en alvorlig ulykke var derfor både forståelig og reel.
Det går hurtigere nu
Siden er meget forandret.
Østbirk er vokset, trafikken er blevet langt tættere, og antallet af biler er mangedoblet. Samtidig er bilerne blevet hurtigere, tungere og langt mere støjsvage. Alligevel er selve debatten næsten uforandret.
Gennem årtier har der været ønsker om fartdæmpning, hastighedskontrol, chikaner, rundkørsler, bedre fodgængerovergange og sikrere forhold for cyklister. Hver generation har haft sine forslag, men ønsket har været det samme: En hovedgade, hvor man trygt kan færdes.
Udfordring er stadig Ydingvej
Det mest tankevækkende er måske, at Østbirks største trafikale udfordring fortsat findes på Ydingvej ved SuperBrugsen.
Her færdes skolebørn, handlende, cyklister, gående og den tunge gennemkørende trafik hver eneste dag. Det er et sted, de fleste Østbirkere kender, og som gennem mange år har været genstand for debat. Der er fremsat adskillige forslag – fra fartdæmpende foranstaltninger og ændringer af krydset til mere omfattende ombygninger – men ingen har endnu fundet den løsning, der både skaber den ønskede trafiksikkerhed og samtidig sikrer en smidig trafikafvikling.
Nu står byen over for endnu et forsøg på at forbedre forholdene. Der er planer om en ny opstribning af Storegade, hvor der skal skabes bedre plads til cyklisterne.
Om den valgte løsning er den rigtige, ved jeg ikke.
Løsninger skaber nye problemer
Jeg kan dog ikke lade være med at frygte, at smallere kørebaner vil gøre det vanskeligere at afvikle den i forvejen tætte trafik gennem Storegade. Risikoen er, at vi løser én udfordring, men samtidig skaber en ny. Det bliver spændende at se, om den nye opstribning giver den ønskede effekt, eller om den blot bliver endnu et kapitel i en debat, der har præget Østbirk i generationer.
Måske er det netop det, historien fortæller os.
Nogle udfordringer kan ikke løses én gang for alle. De kræver vedholdenhed, nye idéer og en vilje til løbende at tilpasse løsningerne, efterhånden som byen udvikler sig.
Den anonyme Østbirker skrev sit indlæg i 1928 i håbet om at skabe en tryggere by.
Næsten hundrede år senere er ønsket præcis det samme.
Forskellen er blot, at løsningerne er blevet langt mere komplicerede. Hvor man i 1928 efterlyste et hastighedsskilt og lidt mere kontrol, handler debatten i dag om at finde den rette balance mellem trafiksikkerhed, fremkommelighed og hensynet til alle trafikanter.
Én ting er dog uforandret.
Trafikken gennem Østbirk er stadig et af de emner, der kan samle byen om en livlig debat. Det var den i 1928 – og det er den fortsat i dag.
Måske vil en Østbirker om endnu hundrede år finde dette indlæg i et gammelt arkiv og konstatere, at vi stadig kæmpede med præcis den samme udfordring. Forhåbentlig vil vedkommende samtidig kunne smile og tænke:
“Det lykkedes dem faktisk at finde en løsning.”
