Tvingstrup på vej i serie 4
Torsdag aften bød Lund Stadion til topopgør i serie 5, reelt en kamp om oprykning til serie 4.
Gæsterne fra Tvingstrup Boldklub var godt på vej mod forfremmelse, og havde sejret i samtlige opgør, bortset fra et enkelt, opgøret mod dagens modstandere fra Lund, som vandt det første opgør med 2-1. Til gengæld havde de røde smidt point i 2 opgør med uafgjorte resultater, så begge hold kunne med en sejr i dagens opgør, så godt som sikre sig forfremmelse.
Kampformen hos de hvide Tvingstrupspillere var frygtindgydende målfarlig. I seneste opgør var Horsens KFUM blevet sendt retur til Horsens med hele 17-3. Lundspillerne derimod havde spillet bolden over til Tvingstrup med et uafgjort 2-2 resultat mod Dansk Tyrkisk, Horsens.
Formkurven blev dog ikke afspejlet i kampens indledning. Lund startede bedst og allerede efter 8 minutters spil halvflugtede Mike Kaspersen Knudsen hjemmeholdet på vinderkurs. Det vækkede imidlertid ikke gæsterne synderligt, Lund tilspillede sig de største chancer i første halvleg. Tvingstrup var ikke for alvor tæt på en udlignende scoring før pausen.
Således var Lund tæt på at fordoble føringen 10 minutter før pausesignalet.
Indledningen i 2. halvleg formede sig uændret, og da Jeppe Nielsen ikke fik fart nok i en tilbagelægning, var det ved at gå galt for hjemmeholdet. Hjælp skulle der dog ikke til, da Mikkel Lynggaard Laursen 4 minutter senere trykkede af på kanten af feltet, for selvom bolden blev rettet af en kende, tog den turen helt ud til den ene opstander til sikker udligning. 6 minutter senere gik Lynggaard solo og sendte de hvide i front med en flot scoring. Tvingstrup sad nu på opgøret, og Lund tilspillede sig ikke andet end sporadiske chancer. Lynggaard var tæt på af fuldende sit hattrick med 8 minutter tilbage af opgøret. Istedet satte Lasse Nielsen et flot punktum da han 3 minutter efter sendte bolden op under overliggeren, midt i målet.
Dermed er Tvingstrup godt på vej i serie 4. Lund kan endnu håbe på forfremmelse. De 24 bedste af 72 toere rykker op sammen med puljevinderne. Tilmed håber Lund-spillerne at vinde en protest over Dansk Tyrkisk, Horsens for brug af ikke spilleberettigede spillere. Det vil åbne vejen for serie 4 fodbold i Lund efter sommeferien.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!