Gå til hovedindhold

Han kan høre uglerne, men ikke finde dem



Alexander Egense Poulsen

Alexander Egense Poulsen har fotograferet ugler i syv år. Nu håber han, at lokale omkring Østbirk vil tippe ham om, hvor uglerne holder til. (Foto: Jørn Kildall)

ØSTBIRK - En ugle er fløjet over hans eget hus, og flere gange har han hørt dem i skumringen. Alligevel mangler Alexander Egense Poulsen at finde deres faste steder tæt på Østbirk.

Tekst og foto Jørn Kildall

En aften stod Alexander Egense Poulsen på terrassen hjemme i Østbirk, da en ugle pludselig fløj hen over huset.

Han har også flere gange hørt ugler i byen. Men trods syv års erfaring med at fotografere dem har han endnu ikke fundet deres faste steder omkring Østbirk.

“Det har bare irriteret mig, at jeg har stået på terrassen derhjemme, og der er fløjet en ugle hen over huset,” siger han.

Alexander Egense Poulsen

Leder i skoven

Derfor har Alexander nu efterlyst hjælp hos folk i Østbirk. Måske sidder nogen med den lille oplysning, han mangler.

Vi møder ham ude i skoven. Den store telelinse er pakket ind i camouflage, og blikket ryger jævnligt op mellem træerne.

Det er den slags steder, han bruger meget af sin fritid. Nogle gange kører han et par timer for at fotografere en bestemt ugle og kører hjem igen.

“Det er jo ikke så pokkers nemt. Det bliver tit sådan noget med, at man får et tip,” siger Alexander.

Han mener ellers, at området omkring Østbirk burde være godt ugleland. Her er meget skov, og flere steder står gamle træer.

Han har især fundet ugler vest og nord for Østbirk. Syd for byen har han haft væsentligt mindre held.

Alexander Egense Poulsen

Spor under træerne

Når Alexander leder, bruger han først ørerne. Men han kigger også ned.

Natugler bruger efter hans erfaring ofte de samme steder. Derfor kan fuglelort under en bestemt gren være et spor.

“De skider ikke i egen hule, nej. Så de flyver lige ud og skider af,” siger han.

Han understreger, at det er noget, han selv har lagt mærke til gennem årene. Det er ikke en regel, han har læst sig til.

Et andet spor er uglegylp. Det er de klumper, uglen gylper op, og som kan ligge neden for et hul i et træ.

Finder han den slags, er der pludselig noget mere konkret at arbejde videre med.

Tålmodighed hjælper også. Alexanders første fotograferede natugle holdt til ved Klostermølle.

I seks dage sad han mindst fire timer om dagen og ventede. To gange så han den først, da mørket var faldet på.

På syvende dag lykkedes det. Uglen sad fremme i dagslys, og Alexander fik sit billede. Det var i august 2020.

Alexander Egense Poulsen

Ikke ud til alle

Efterlysningen betyder dog ikke, at Alexander ønsker adresser på ugler lagt ud offentligt.

Han vil helst have oplysninger sendt privat. Har uglen tilhold på privat jord, skal lodsejeren selvfølgelig også være indforstået med et besøg.

Alexander har oplevet naturfotografer blive så optagede af det næste billede, at hensynet til fuglen ryger lidt i baggrunden.

“Der er altså bare nogle, hvor erfaringen har fortalt mig, at de sgu nok ikke skulle have haft det at vide,” siger han.

Derfor lover han også i sin efterlysning, at oplysninger om lokale ugler bliver behandlet fortroligt.

Det endte også i en bog

Uglefotograferingen er efterhånden blevet en stor del af Alexanders liv.

Passionen har også ført til en bog med historier og 100 af hans egne billeder. Den historie vender vi tilbage til i Østjysk Næravis.

Indtil da er jagten på de lokale ugler fortsat.

Har man set eller hørt ugler omkring Østbirk, kan Alexander kontaktes privat på Instagram: alexanderegensepoulsen eller via alexanderegensepoulsen.com.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Seneste video

Preview image for the video "Røde Kors indsamling i Østbirk".
Røde Kors indsamling i Østbirk

Reklamer

Mest læste artikler