Viktor, Ide og julen på Stjernholm

NIM - Med unge hjælpere i front fik årets julemarked et ekstra lag charme. Duften af gran, klejner og mandler blandede sig med smil og små historier, der gjorde dagen både hjemlig og uformel for de mange besøgende.

Af Jørn Kildall. Foto Arendina Post de Jong

Man behøvede ikke gå længe på gårdspladsen i Nim før julestemningen greb én. Det duftede af gran. Af brændte mandler. Af mennesker, der havde glædet sig. Og som altid stod Charlotte i entréen med et varmt hej, der nærmest hørte julen til.

Men i år var der især to, der stjal opmærksomheden.

De unge holder julen i gang

Ved gryden med brændte mandler stod den unge Viktor og fyldte poser med en koncentration, der kun blev afbrudt af et lille grin i ny og næ. Han har været med flere gange, og han gjorde det igen tydeligt, at han hyggede sig. Den slags smitter, og flere gæster stoppede op bare for at se ham arbejde.

Et par rum længere inde i huset var duften af klejner så tæt, at man næsten kunne smage den i luften. Her mødte jeg Ide Sidelmann, der sammen med sin bedstemor stod og tryllede den ene klejne efter den anden frem. Hun viste stolt, hvordan man skulle sno de små dejstykker. Et enkelt kig, og man forstod, hvorfor hun syntes, det var sjovt at være med.

Gårdpladsens trængsel og gode humør

I laderne var der boder med alt fra nips til gaveidéer. Folk gik tæt, men ingen virkede travle. Her var man kommet for at hygge, og den slags har sin egen rytme. Den slags, som ikke kan købes, kun deles.

Charlotte i entréen fortalte med sit sædvanlige overskud om dagen, mens hun tog imod endnu en bølge af gæster. Hun virkede næsten som et fast inventar i julemarkedet – på den gode måde.

Varmere tider på gården

Midt på dagen kiggede OK Energi forbi med en stor check. Hvad beløbet præcist skulle gå til, blev der mumlet lidt forskelligt om på gårdspladsen, men glæden var ikke til at tage fejl af. Og måske var det også derfor, at de nye varmepumper kørte for fuld skrue og sørgede for lune rum i både lader og stuehus. Det var faktisk så behageligt, at flere kommenterede det.

Til sidst gik jeg ud i den kølige luft igen. Med duften af klejner i jakken og lyden af børnestemmer i ørerne. Og den tanke, der meldte sig, var egentlig ret enkel: På Stjernholm er det menneskerne, der gør julen levende. De små hænder. De store smil. Og alt det midt imellem.