93-årige Rasmus Jensen (th.) ville bestemt ikke gå glip af Uhr-passerlaugets 30-års fejring, så han var også mødt op til en bid brød. Han ses her sammen med laugets nuværende oldermand Kaj Clemmensen.
HOVEDGÅRD - 30-året for stiftelsen af Hovedgård BY-UHR's passerlaug blev i tirsdags fejret på behørig vis med sild og snaps, brunkål, flæsk og pølse.
Tekst og foto: Anders Boll
Uret i Vestergade i Hovedgård har en stolt historie, for det sidder samme sted, som det har gjort i 97 år – over den gamle urmagerbutik. Butikken er for længst borte, tiden går, men uret er der stadig.
At uret stadig er der, kan vi takke Rasmus Jensen for.
Rasmus Brugs eller bare Ras som han hedder blandt venner, tidl. brugsuddeler i Hovedgård kunne ikke leve med, at uret bare skulle tages ned i sin tid, da urmagerbutikken lukkede. Så uret blev købt og fik lov at blive siddende på muren.
UHR-passerlaugets medlemmer mødes under uret kl. 18 efter skiftet til sommertid og efter skiftet til vintertid for at konstatere, at uret går korrekt.
Den gang skulle uret både stilles, passes og smøres. Derfor blev Hovedgård BY-UHR's passerlaug stiftet blandt en god flok af Hovedgårds driftige mænd i 1996.
Sidste år ved vintertid blev det dog konstateret, at urværket havde set sine bedste dage, og derfor var en udskiftning af urværket nødvendig. Med udsigten til en bekostelig affære, blev der dog indsamlet penge nok i løbet af ganske kort tid til at kunne modernisere uret – så uret i dag fremstår som det gamle ur fra den gang, men at uret er topmoderne indeni med et ægte schweizer-urværk. Uret stiller sig selv med sommer- og vintertid, og det styres præcist fra satelitter i rummet.