LUND - Claus Holm gæstede Brugsen Lund med sin foodtruck fredag, og uddeler Rasmus Winther fik rollen som sidemand til Claus.
Tekst og foto Per Bonde
Uddeler Rasmus Winther har længe haft en drøm om at vise sine evner bag et komfur frem, og fredag fik han muligheden, da Claus Holm gav plads til ham i foodtrucken. Det her er fedt, griner Rasmus, Claus kan virkelig noget med mad, og jeg lærer en masse. Mange tror, at man er nødt til at tage i et stort supermarked for at købe ind til et godt måltid, men prøv lige at smage her. Alt, der bliver serveret her, er lavet af råvarer hentet her i vores butik.
At stå her og se Claus trylle med råvarerne er en oplevelse i sig selv, som jeg kunne ønske mange flere kunne få. Claus har i princippet en opskrift til de retter, han laver, men for Claus ser det ud til, at opskriften er mere til inspiration, end at det er en fast arbejdsordre. Jeg har lært, at man kan improvisere i madlavning, og når man smager det Claus har lavet, begynder man at forstå, at madlavning er en kunst, hvor folk som Claus kan skabe madkunst af det de har for hånden, fortæller Rasmus.
Et godt måltid er en menneskeret
Forespurgt om, hvad han synes om Rasmus’ evner i køkkenet, er svaret. Jeg kan ikke helt forlige mig med, at han hedder Rasmus – jeg synes han ligner Jesper Nøddesbo, men han gør det godt. Han har gode grundfærdigheder, og han lærer hurtigt, og ikke mindst accepterer han, at det er mig, der er chefen her, siger Claus. Vi deler den samme passion om, at et godt måltid er en menneskeret, vi er blot i hver sin ende af processen.
Snakken går
Når man betragtede de to udefra, var det tydeligt, at de klikkede. Claus Holm er kendt for, at munden ikke står stille, og fylder meget, men Rasmus spillede fint op til Claus’ talestrøm – respektfuld, men også markant. Man fik det indtryk, at de havde gjort det før, men Claus slog fast, nej jeg har aldrig arbejdet med Jesper Nøddesbo, men ham her hedder selvfølgelig også Rasmus, og jeg ved ikke, om han kan spille håndbold, grinede Claus.
Inspiration og improvisering
Rigtig mange kom forbi for at få en smagsprøve, men for de fleste blev det ikke ved én smagsprøve. Jeg er virkelig overrasket over, hvor godt det smager, erklærede Marlene, jeg har lyst til at blive og spise mere. Bent stemte i – han kan altså noget, jeg ikke kan, og som jeg gerne ville kunne viderebringe til dem, jeg forsøger at lære at lave spændende mad på Tamdrupcentret.
For dem der havde mod til at spørge, gav Claus gode råd og inspiration, hvad man kan gøre derhjemme for at pifte madlavningen lidt op. Jeg kan da i øvrigt foreslå, at man køber en af mine kogebøger, og så i øvrigt tør improvisere lidt, når man står ved komfuret, slutter Claus.
Nogle kom mere end én gang, og Oliver, var nok den, der var forbi oftest, selvom jeg ikke tror, han spiste hver gang. At dømme på snakken blev mange inspireret til nye retter, og efterfølgende kunne man se, at inspirationen, førte kunderne til de varer, Claus havde fortalt, indgik i de forskellige retter.