"Der hvor vinden rusker tankerne på plads"

KV25/SPIDSKANDIDAT - Portræt af Pernille Holm – SF’s spidskandidat i Horsens. Hun er lærer, mor og lokal ildsjæl – og hun har klare holdninger, både i og uden for byrådssalen. Men hvem er mennesket bag titlerne?

Tekst og foto Jørn Kildall

I dette interview møder vi Pernille Vinther Søby Holm fra Horsens – uden talepunkter, paragraffer og politiske dagsordener. Vi har bedt hende lægge politikken på hylden for en stund og i stedet tage os med ind i det, der former hende som menneske: barndomsminder, arbejdsglæde, skjulte hobbyer og livets små glæder.

Fra stationen i Thy til byrådssalen i Horsens

"Jeg tenderer til vanvittig", siger hun med et grin, næsten før interviewet er begyndt. Og det sætter egentlig tonen for resten af samtalen. For Pernille Holm, SF’s spidskandidat i Horsens, er ikke den, man først og fremmest kender fra de store taler eller de hårde debatter. Hun er også den, der stadig husker lugten af sportstasker i barndomshjemmet på en gammel togstation i Thy, hvor fodbold og håndbold fyldte mere end politik.

"Vi var en logistikvirksomhed – bare med børn og sportstøj," som hun selv formulerer det.

Læreren, der får natlige opkald fra sine elever

Pernille er lærer i udskolingen, og det er ikke bare et job. Det er en livsstil. Hun har prøvet at blive ringet op midt om natten, fordi to elever var blevet for fulde og hellere ville ringe til hende end deres mor. Det siger noget om relationerne.

"Jeg tager ikke en maske på, når jeg går på arbejde. Hvis jeg har en ringe dag, så siger jeg det. Og hvis jeg er glad, så er jeg det hele vejen ud i fingerspidserne."

Det er måske også derfor, hun ikke tøver med at række ud, når der skal hænges valgplakater op. Da hun manglede hænder til opgaven, sendte hun en besked afsted til nogle tidligere elever – og kort tid efter stod de klar. Lange som flagstænger og uden behov for stiger. Betalingen? Øl og pizza. “Det gik stærkt – og de var sultne,” siger hun og smiler.

SF, lommepenge og de store eksistentielle spørgsmål

"Vi får ikke lommepenge hjemme, vi får socialister," har hendes datter engang sagt til en veninde. Og det er ikke løgn, i hvert fald ikke helt. For hjemme hos Pernille Holm handler det ikke om forkromede planer og femårsprogrammer, men om at gøre det rigtige. At være ordentlig. At række ud. Også når man egentlig bare helst ville smide sig i sofaen med en bog.

Og hvis hun virkelig skal finde ro – sådan dyb, eksistentiel ro – så er det oppe på Bulbjerg, hvor vinden blæser tankemylderet væk og minder hende om, hvor lille man er i det store hele.

"Deroppe kan man ikke fake noget. Der er man bare… ja, menneske."

Ikke særlig kreativ – men nørd på den fede måde

"Jeg laver ikke en skid," siger hun og griner, da snakken falder på hobbyer. Det er selvfølgelig løgn. Pernille Holm nørder politik. Hun læser Økonomiudvalgets dagsorden som andre bladrer i boligkataloger. Og så går hun op i stemninger – i musik, i bøger, i mennesker.

"Stemninger betyder alt. Jeg kan ikke være i et rum, hvor energien er skæv."

Misforståelser og mandsplaining

Der er dem, der kalder hende skrap. Og det kan hun da godt være, indrømmer hun. Men det er ikke det hele billede. Når hun bliver presset, går hun ikke i gråd – hun bliver spids. Skarp. Ikke råbende, men bestemt. Og det kan nogle godt slå sig på. Men det er også en forsvarsmekanisme.

"Jeg vil ikke være en dørmåtte, men jeg vil heller ikke være modbydelig."

Det handler om balance. Om at blive set som den, man er – ikke som halvdelen af "Henriette og Pernille", som hun og hendes tvillingesøster blev kaldt i barndommen.

Valget nærmer sig. Stemmerne tælles.

Men lige nu står Pernille Holm i blæsten på Bulbjerg og lader tankerne falde på plads. Hun har ingen stor forkromet plan. Hun har noget endnu bedre: Menneskelighed, perspektiv – og evnen til at stå fast, når det gælder.