KV25 : PORTRÆT - Peter Sørensen vil hellere være Peter end borgmester. Men han er begge dele – med lige dele eftertænksomhed, varme og et blik, der stadig spejder nysgerrigt ud over barndommens bakker i Horsens Kommune.
Tekst og foto Jørn Kildall
Der er noget særligt ved at tale med Peter Sørensen. Som om han allerede har set alt det, man selv stadig tumler med – men uden at gøre et stort nummer ud af det. Vi sidder overfor hinanden en gråvejrsdag, og han lægger ud med en historie fra Egebjerg, der nærmest summer af træhytter, frikvarterer og hjemmelavede tømmerflåder.
"Vi måtte alt," siger han med det der lille smil, der kan betyde mange ting. "Vi byggede flåder i skovsøen. Jeg har aldrig fortalt det til nogen, men vi fik dem jo faktisk til at sejle." Han ler stille og ryster lidt på hovedet, som om han stadig ikke forstår, hvordan det lykkedes.
Egebjerg i 70’erne var et sted med brede grusstier og mødre, der holdt øje fra køkkenvinduet. Ingen regler på skrift, men masser af usynlige hænder, der greb én, før man for alvor faldt.
Skolen, hvor frikvarteret var vigtigst
”Der var ikke mange bøger hjemme hos os,” fortæller han. Hans far var tømrer – "on and off", som Peter kalder det. En mand, der kunne skabe fest, når huset var solgt – og stille, når det ikke var.
Men så var der Bodil. Og Henning. Og Jørgen. Lærere med lys i øjnene, der så noget i den friske knægt, der bedst kunne lide frikvarterer og idræt. "Jeg havde det skidesjovt," siger han og griner igen – lidt drenget stadig.
Fra sygehuset til rådhuset – med en omvej gennem sorgen
Hvis ikke det var for et tragisk dødsfald og en borgmester ved navn Jan Trøjborg, der engang slyngede en bemærkning ud over frokosten, så havde Peter stadig gået rundt på sygehuset i dag.
"Jeg var glad for det job. Det levede 24 timer i døgnet – ligesom mig." Men livet skubbede ham et andet sted hen. Og selvom han ikke havde planlagt det, trådte han til. Først i kaos. Siden i struktur.
Men rollen som borgmester er ikke altid let. "Det er faktisk et ensomt job," siger han uden drama. "Der er mange, der vil tale med borgmesteren. Det er sjældent nogen spørger, hvordan Peter har det."
Morgenritualet og spejlet
Han har en rutine. Hver morgen, uden undtagelse, kigger han sig selv i spejlet og siger: ”Husk Peter.” Ikke som en peptalk, men som en påmindelse om, at der stadig skal være plads til mennesket inde i borgmesteren.
"Jeg glemte det en overgang," indrømmer han. "Men jeg vil hellere være Peter end borgmester. Altid."
Et cykelhjul, Den Genfundne Bro og lidt Lars Lilholt
Når han skal finde ro, tager han cyklen. Ud gennem Østbirk, hen over dæmningen og helt ud til Klostermølle. "Det er livseliksir," siger han. Og hvis Lars Lilholt spiller et sted i nærheden, så sidder han sikkert et sted på bagerste række og nynner med.
Han læser også. Biografier, helst. Men det er stemninger, ikke sider, han taler om. Musik. Teater. Opera, endda. "Jeg troede ikke, det var mig. Men det var det sgu."
Egebjerg i hjertet – og Vestermarken i sjælen
Peter Sørensen har boet mange steder, men han vender altid hjem. Til Egebjerg. Til vennerne, til barndommens stier. Og til minderne om sin farmor i Vestermarken. ”Det var der, jeg blev socialdemokrat,” siger han. Ikke i et mødelokale – men over kaffe, varme hænder og et fællesskab, der ikke krævede noget til gengæld.
”Jeg savner hende stadig,” siger han – og pludselig er der stille et øjeblik.
Når alt kommer til alt
Peter Sørensen er borgmester i Horsens. Men først og fremmest er han Peter. En dreng fra Egebjerg, med mudder på støvlerne, Bodil i hjertet og en cykel, der altid peger mod noget grønt.