KLUMME - Ikke engang nullermænd! At gøre noget eller ikke at gøre noget. Det er spørgsmålet. Hvem skaber liv i foreninger, lokalsamfund, vennekredse etc. - og hvorfor springer nogle over?
Af Lone Folke Bendstrup
Der har lige været generalforsamling i mit kor, og en håndfuld sangere melder sig hvert år til at få vores kor til at fungere: Booke koncerter, afstemme økonomien, organisere workshops og meget mere.
Det fik mig til at tænke på, at intet kommer af sig selv. Uden disse mænd og kvinder, var der intet kor! Så kunne vi stå og synge ud i den blå luft for os selv …
Sådanne foreninger findes overalt i Danmark, båret af mennesker, der lægger mange, mange timer i noget, de brænder for. Eller fordi de synes, de bør. Uanset årsagen, så GØR de noget, trods travlhed med arbejde, familie og andre ting.
Det gælder også socialt. I en vennegruppe er der ofte én, der får “ting til at ske”. Eller på arbejdet, ja jeg tænker mest på ‘Jeg tager kage med’-typen!
- Dem, man kalder Tordenskjolds soldater, for det er ofte de samme, der rækker hånden op, når der kaldes til handling.
Dem, der ikke gør noget
Men hvem er alle de andre? Altså dem, der ikke gør noget. Skulle jeg gætte, ville jeg sige, at den største gruppe er dem, der simpelthen ikke har tid i en presset hverdag. Nogle har måske endda rigeligt at kæmpe med, om det er sygdom, skilsmisse, økonomiske vanskeligheder eller lignende.
Der er også typer, der er involveret i virkelig mange ting, men kun kan bidrage et eller to steder for at kunne gøre det ordentligt.
Så er der status quo-typerne, som bare ikke er interesserede i at sætte noget i værk og synes, at alt er godt, som det er.
Og selvom jeg har slettet det flere gange, bliver det nu stående: Der er også dem, der lader andre gøre arbejdet, selvom de sagtens selv kunne bidrage, bare fordi det er lettest …
Dem, der gør noget
Jeg gik engang på efterskole, og hvert femte år sørger et par af de tidligere elever for at booke et sted til at holde jubilæum, bestille mad, købe drikkevarer, invitere, rykke for tilmeldinger (og betalinger), ja at holde styr på det hele. Vi var 170 elever, så det er en mundfuld!
Hvis jeg har talt rigtigt, er det seks jubilæer, de har stået for indtil nu. Selvom jeg er virkelig dårlig til at møde op til de jubilæer, er jeg taknemmelig for deres kæmpe indsats, og det er jeg sikker på, at de andre også er. (Husker vi egentlig at sige tak?!)
Her får jeg også lyst til at tage hatten af for min mor og typer som hende:
Tilbage i starten af 1970’erne var der ingen børnehave, hvor min familie boede. Min mor tænkte “det kan ikke være rigtigt - det skal vi da ha’!”. Så hun og et par andre drønede rundt og talte med politikere om ideen og sikrede til sidst finansieringen.
Det hele var et kæmpe arbejde, som tog meget lang tid, alt imens hun havde små børn, køkkenhave, nullermænd og firma sammen med min far.
Det lykkedes. Så da jeg blev født et par år senere, kunne jeg som 3-årig spadsere ind i en veletableret børnehave. Og den står der endnu!
Dem, der gerne ville gøre noget
Efter at have grublet over dette emne i noget tid gik det op for mig, at der findes endnu en gruppe mennesker: Dem, der egentlig gerne vil, men af forskellige årsager ikke melder sig eller sætter ting i værk.
Jeg har tænkt over samtaler, jeg har haft med folk om det at “gøre noget”. Ud fra det kan jeg udlede, at de ikke gør noget, fordi de er bange for ikke at kunne finde ud af det, for at lave fejl eller blive for synlige. Der har også været snakke om ikke at passe socialt ind med dem, der sidder der i forvejen.
Så de lader være, selvom de gerne ville. Tænk, hvor mange gode initiativer, der aldrig nogensinde ser dagens lys på dén konto.
At undgå at dø!
En forening, et lokalsamfund, en vennekreds etc. er som levende organismer - de skal fodres for ikke at visne og dø.
Hvilket bringer mig tilbage til pointen: Intet kommer af sig selv! Der bliver nødt til at være drivkræfter, der gør noget. Hvad ville der ske, hvis Tordenskjolds soldater en dag sagde: “Vi gider ikke mere!”
Hvor mange foreninger ville skulle nedlægges? Hvor meget - eller lidt - ville der ske i byen?
Ville vennegruppen gå i stykker? Ville der så ikke være kage??
Tak til Tordenskjolds soldater. Virkelig - tak!
Måske skulle nogle af os hanke op i os selv, se på vores nære verden og spørge os selv: “Hvad kan jeg bidrage med - også selvom jeg er lidt bange?”
Det vil jeg i hvert fald gøre fra nu af, for:
Intet kommer af sig selv - ikke engang nullermænd!