Gå til hovedindhold

Ikke meget valgflæsk til Østbirk



Politikerpanelet vælgermøde 2025 i Østbirk

ØSTBIRK - Ved vælgermødet torsdag i Østbirk Hallen var det småt med konkrete politiske løfter til de fremmødte borgere.

Tekst og foto Per Bonde

Der var ellers muligheder for løfter på en række områder som skole, offentlig transport, trafiksikkerhed, erhvervsjord, idræt, kultur, beboerhus, cykelstier – ja listen er lang over de emner, der var oppe denne torsdag aften, men det var småt med konkrete løfter, og det der kom, var bestemt ikke i den dyre ende.

Østbirk Borgerforening havde arrangeret valgmødet, og formand Martin Høj bød velkommen til de fremmødte – både politikere og tilhørere, og gav ordet til aftenens ordstyrer - bysbarnet Jens Glavind. Jens tog ordet, og som en anden Clement Kjærsgaard holdt han politikerne på stikkerne.

Kandidaterne har ordet

Vælgermødets politiske panel bestod af de to helt lokale østbirkborgere, nemlig Birthe Knudsen (A) og Jesper Bendtsen (V). De havde med/modspil fra Lisbeth Torfing (Ø), Esben Hedeager (C), Uffe Bie (M) og Michael Nedersøe (O). Derudover var den lokale byrådskandidat Jan Rishøj (D) at finde blandt tilhørerne.

Indledningsvis fik hver paneldeltager 3 minutter til at præsentere sig og sit partis mærkesager, inden debatten blev sluppet løs. Præsentationerne viste, at der er generel enighed om, at skoleområdet, den kollektive trafik, og miljøet skal styrkes, selvom der er forskel på holdningerne til, hvad der skal til for at løse problemerne.

Det første emne, Glavind slap løs, var om infrastruktur – helt specifikt den kollektive trafik. Som nævnt ovenfor, var der enighed i panelet om, at busdriften i kommunen ikke fungerer hensigtsmæssigt, og at der bør gøres noget ved det.

Dansk Folkeparti og Enhedslisten er enige

Her oplevede man den lidt mærkelige situation, at Michael Nedersøe fra Dansk Folkeparti roste Enhedslisten for deres forslag om gratis busser i kommunen. De øvrige partier havde andre løsninger, der både involverede en kommunal samkørsels løsning, inddragelse af kommunens egne skole- og handicapbusser, gratis busser for studerende og flere andre tiltag der kunne give borgerne i oplandet bedre kollektive transportmuligheder.

Fra tilhørerne blev der spurgt, om bedre og flere cykelstier kunne være med til at løse udfordringerne – der er jo kommet medvind på cykelstierne i form af elcykler.

Fra panelet blev det oplyst, at der i 2026 vil blive etableret cykelsti fra Horsens til Østbirk. Selvom det kunne give god mening først etablere cykelstier mellem landsbyerne og centerbyerne – ikke mindst for at øge trafiksikkerheden for skolebørnene, har kommunen valgt at fastholde cykelstiprojektet til Horsens, da staten betaler halvdelen.

Jens Glavind styrer slagets gang ved vælgermøde i Østbirk

De lokale emner

Så var trafiksikkerhed nævnt, og det har været et emne i Østbirk siden tidernes morgen. Det blev påpeget, at det er så slemt, at skraldemændene ikke ønsker at færdes på Ydingvej i morgenmyldretrafikken, men den luksus har skolebørnene ikke. De skal krydse Ydingvej i den travleste trafik for at være i skole til tiden. Der kom ikke rigtig nogen gode svar, men der var dog enighed om, at der skal findes en løsning, hvor Bryrupbane stien krydser Ydingvej, så skolebørn kan færdes sikkert på deres vej til og fra skole.

Et spørgsmål der presser sig på - ikke mindst i Gantrup - er forslaget om etablering af en skydebane i den gamle grusgrav ved Ryvej. Hvad mener de tilstedeværende politikere om det forslag?

Da der er kommet et forslag fra en lodsejer, har vi været nødt til at sætte gang i udarbejdelse af en ny lokalplan i henhold til gældende lovgivning, blev det oplyst. Det er bestemt ikke ensbetydende med, at det er vedtaget. Da alle tilstedeværende politikere oplyste, at de er modstandere af at placere en larmende skydebane midt i et område med noget af Danmarks flotteste natur, må man gå ud fra, at det ikke kommer til at ske.

Medborgerhus

Næste spørgsmål, der pressede sig på, var etableringen af et medborgerhus i Østbirk. Birthe Knudsen havde allerede i et opslag på Facebook gjort sig til fortaler for at få undersøgt mulighederne for et medborgerhus i Østbirk. De øvrige kandidater udtrykte støtte til ideen, ikke mindst hvis huset også kunne være et samlingssted for byens unge.

Det springende punkt var som i alle andre sammenhænge prisen, og så længe den ikke er kendt, kan det være svært at give helhjertet støtte, lød det fra panelet. Fra tilhørerne kom forslaget så om, at kommunen stillede et beløb – f.eks. 100.000 – til rådighed for en afdækning af behov og muligheder. Det forslag fik tilslutning fra panelet, og det var så det konkrete tilsagn politikerne gav torsdag aften.

Jens Glavind drev debatten videre med emner som erhvervspolitik, skole politik, ældrepleje, grøn omstilling – det hele godt støttet af spørgsmål fra de fremmødte. Talelysten var stor, men alt får en ende, og da klokken nærmede sig 21, fik hver paneldeltager mulighed for at give en afsluttende bemærkning – mærkværdigvis mundede det ud i et samstemmende ønske om, at de tilstedeværende burde stemme på politikerne hver især.

Sluttelig takkede ordstyreren for god ro og orden, samt ikke mindst, at der blev svaret på de stillede spørgsmål, og at der ikke blev spildt tid på politisk person fnidder.

Jesper og Birthe brænder for Østbirk

Skal man som Østbirk vælger konkludere på aftenens debat, er det klart, at de to lokale kandidater – Jesper Bendtsen og Birthe Knudsen – har hjerter der banker hårdere for Østbirk end de øvrige i panelet.

Reklamer

Læs ugens avis

 

Reklamer

Mest læste artikler