HOVEDGÅRD - Over 70 borgere og 10 kommunalpolitikere indtog P. Olesens Idrætscenter onsdag aften – og de lokale emner stod i kø, ligesom deltagerne gjorde det ved kransekagen.
Af Jørn Kildall. Foto Mikkel Juel Christoffersen
Der var fyldt godt op under spær og lamper, da Hovedgård Lokalråd bød velkommen til vælgermøde den 5. november. 70 borgere – og endda 10 modige kandidater – havde fundet vej til hallen, og de blev ikke skuffede.
Hver politiker fik kort taletid til at fortælle, hvad de brænder for. Og det gjorde de faktisk – altså brændte. Nogle for togstop, andre for bedre cykelstier, og én for, at vi i Hovedgård skal være mere end bare et sted på vejen mellem Horsens og Skanderborg.
– Det er vigtigt, vi kan se hinanden i øjnene og stille spørgsmål direkte, sagde en borger efter mødet, mens han balancerede det sidste stykke kransekage på servietten.
Spørgelyst og smil
Efter kandidatpræsentationerne blev mikrofonen sendt på rundtur i salen – og den fik ikke lov at ligge stille længe.
Udkørsler, kollektiv trafik, bosætning og infrastrukturen i vores del af kommunen blev vendt og drejet. Og jep, togstoppet dukkede op igen – for som én fra salen sagde: "Hvis vi havde en station, kunne vi jo også tage toget hjem fra debatmøder."
Kaj Jessen styrede slagets gang med rolig hånd og lune bemærkninger – og undervejs slap kransekagen op. Den slags sker ikke ofte i Hovedgård, men det siger måske mere om fremmødet end om kagens størrelse.
Kaffe, kandidater og kram
Aftenen sluttede med uformel snak ved bordene – og det blev bemærket, at flere kandidater faktisk blev hængende til den bitre ende af kaffekanden. En borger konstaterede med et grin: "Det er første gang, jeg har snakket så længe med en politiker uden at blive afbrudt."
Og det er jo netop det, der er meningen med sådan en aften – at vi mødes, taler og lytter. Tak til alle jer, der mødte op, og til kandidaterne for at stille op – både politisk og personligt.
Vi fra Hovedgård Lokalråd – Mikkel og Vagn – er bare glade. For hvor der er kage og kærlige diskussioner, er der håb for Hovedgård.